Vintertip: Beskyt dit barns kinder i kulden

Det kolde vejr kan være skyld i, at dit barn får tør og udsat hud. En fedtcreme kan være med til at forebygge kuldeskader, men bør ikke bruges lige før, barnet skal udenfor.

Af: Redaktionen, Opdateret 28. januar 2020

Om vinteren bliver luften koldere og tørrere. På denne tid af året er der derfor mange børn, der nemt kommer til at døje med tør hud og sår på udsatte områder som følge af kulden.

Man kan forebygge disse kuldeskader ved at smøre barnet ind i en særlig fedtcreme uden vand, som lægger sig som et beskyttende lag ovenpå huden. Det skriver KK.no.

Læs også: Find de bedste vinterstøvler

Påfør fedtcreme inden sengetid

Man bør dog ikke smøre sit barn ind, lige inden det skal udenfor. Cremen skal nemlig have tid til at trænge ind i huden, så barnet ikke bliver koldt i ansigtet.

– Hvis ikke den trænger ordentlig ind, kan det faktisk også øge risikoen for skader, da cremen vil lægge sig som en film oven på huden, så sveden ikke kan trænge ud, når barnet får det for varmt, fortæller Anna Bistrup, der er rådgiver hos Astma- og Allergiforbundet i Norge til KK.no.

I de koldeste perioder anbefaler hun, at man smører barnet ind lige inden sengetid for at forebygge kuldeskaderne bedst muligt. Husk desuden at være ekstra grundig med cremen rundt om de sarte områder ved munden.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde:KK.no, Netdoktors artikel Tør hud.