Undgå svangerskabsdiabetes med mild træning

Et nyt studie viser, at regelmæssig træning kan reducere antallet af gravide, der får svangerskabsdiabetes.

To til tre procent af alle gravide udvikler sukkersyge under deres graviditet. Nye forskningsresultater vil højst sandsynligt mindske dette tal yderligere.

Ved du, om du er i risikogruppen? Læs mere her.

Studiet, der foregik på St. Olavs Hospital i Trondheim, undersøgte, hvorvidt regelmæssig træning hos overvægtige gravide havde en effekt i forhold til svangerskabsdiabetes.

Forsøget viste meget positive resultater, da kun knap fire procent af de overvægtige gravide, der trænede, udviklede diabetes, modsat op mod 20 procent af de overvægtige i kontrolgruppen, der ikke foretog sig noget. Kvinderne i træningsgruppen havde også lavere blodtryk end kvinderne i kontrolgruppen hen mod slutningen af deres graviditet.

– Vi anbefaler alle kvinder at træne under deres graviditet, så længe de ikke har nogen medicinske grunde til at lade være. Vi vil også gerne understrege, at mængden af træning, som ser ud til at kunne reducere diabetes, ikke var specielt stor, fortæller forsker og projektleder Trine Moholdt.

Læs mere: Motion under graviditeten

Kvinderne i træningsgruppen trænede tre gange ugentlig i 60 minutter. Først startede de med at gå i raskt tempo på et løbebånd i 35 minutter efterfulgt af 25 minutters mild styrketræning.

Kilde: Forskning.no