Trivsel i top hos danske børn

Danmark er et af de lande, hvor børn trives bedst – både i forhold til det fysiske og det psykiske helbred. Det konkluderer en ny rapport fra UNICEF.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 8. september 2020

Noget tyder på, at Danmark er et godt land at vokse op i, når det kommer til god trivsel i barndommen.

En ny rapport placerer nemlig Danmark i top sammen med Norge og Holland. Rapporten er udviklet af UNICEF og er en del af organisationens serie af rapporter, der sammenligner nationale data og rangerer 41 EU- og OECD-lande efter en række kriterier, der har indflydelse på børnenes oplevelse af trivsel i barndommen.

Det er Holland, der indtager førstepladsen, og det er dermed det velhavende land, hvor børn trives bedst. Danmark får andenpladsen, mens Norge ligger på tredjepladsen.

Godt fysisk og psykisk helbred blandt danske børn

Rapporten ser på tre aspekter: mentalt helbred, fysisk helbred og færdigheder. Det mentale helbred inkluderer positive og negative sider af et barns trivsel, mens det fysiske helbred medtager faktorer som overvægt og fedme samt børnedødelighed. Aspektet færdigheder fokuserer både på evner i læsning og matematik samt sociale færdigheder.

Danmark scorer højst på det psykiske helbred med en fjerdeplads blandt de 41 lande, mens det fysiske helbred ligger på en femteplads. I forhold til færdigheder ligger danske børn på en syvendeplads. Det giver en samlet placering på en overordnet andenplads.

Svensk studie: Daginstitutioner styrker børns fysiske og psykiske helbred

Corona kan ændre på billedet

Det er dog ikke alle velhavende lande, der klarer sig lige så godt som Danmark. I forhold til det fysiske helbred går udviklingen i den forkerte retning. Omkring en tredjedel af alle børnene er overvægtige. Når det kommer til evner i læsning og matematik, er det 40 procent af børnene på tværs af landene, der ikke evner basale færdigheder, når de er 15 år. Det mentale helbred viser dog, at cirka fire ud af fem børn er tilfredse med deres liv. 

Rapporten er udviklet før coronaepidemien, og det er derfor ikke givet, hvordan epidemien og dens følger har indvirkning på det billede, som rapporten tegner. Karen Hækkerup, der er generalsekretær i UNICEF Danmark, fremhæver dog, at man allerede kan se negative indvirkninger på både undervisning, fattigdom, vaccinationsprogrammer, læring og udvikling.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: UNICEF Danmark, Rapport fra UNICEF