Tisser dit barn stadig i bukserne?

Over 50.000 børn i Danmark døjer med at holde på deres urin eller afføring. Er dit barn én af dem, og er det fyldt fem år? Så bør du som forælder kontakte lægen, understreger professor og overlæge Søren Rittig fra Aarhus Universitetshospital.


Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent

Senest opdateret 25. september 2017


Det er de færreste forældre, der ikke har oplevet, at deres barn er kommet til at tisse i bukserne ved et uheld. Det er nemlig helt normalt, at børn har svært ved at holde på deres urin eller afføring, når de er helt små.


Men er dit barn fyldt 5 år og døjer det stadig med at holde sig tør i løbet af dagen eller natten, så bør du tage kontakt til lægen.


– Man skal vide, at det ikke er barnets skyld, og at det højst sandsynligt ikke er noget psykologisk problem. Men man skal se at få gjort noget ved det og få en snak med ens læge, siger Søren Rittig, der er professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.


Læs også: Børn og inkontinens


Kontakt lægen

Det er vigtigt at opsøge en læge, hvis barnet fortsætter med at tisse i sengen, efter at det er blevet fem år. Men det bør ikke være den eneste indikator for, at lægen bør kontaktes i forbindelse med mistanke om børneinkontinens.


Vi har samlet fem situationer, som man som forældre skal være opmærksom på. Lægen bør derfor kontaktes:  


  • Hvis barnet har ligget tørt om natten og pludselig begynder at tisse i sengen.

  • Hvis der er vedvarende stærk lugt af barnets tis, hvis barnet klager over svien eller smerter, når det tisser, eller lige efter vandladningen.

  • Hvis barnet begynder at tisse i bukserne om dagen.

  • Hvis barnet tisser mange gange både om dagen og om natten.

  • Hvis barnet har forstoppelse eller ufrivillig afgang af afføring i bukserne.

Kilde: DR og Netdoktor