Tal med dit barn om coronavirus

Coronavirus er på alles læber, og hvis du har børn i skolealderen har de sandsynligvis også hørt om virussen. Tag en snak med dit barn om bekymringer og fakta.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 10. marts 2020

De sidste par uger har den nye coronavirus fyldt meget i mediebilledet, og ordet har også spredt sig til de små klasser i skolerne. For børnene kan historierne om virussen vække frygt og bekymringer. Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen anbefaler, at man tager en snak med sit barn, når der sker skræmmende ting i verden.

– Det er vigtigt at tale med sine børn, hvis man kan fornemme, at de har hørt eller set noget de er utrygge overfor. Det skaber utryghed ikke at forstå, hvad der er sket, siger hun.

Tag udgangspunkt i barnets alder

Margrethe Brun Hansen understreger, at det er vigtigt, at man vælger sine ord med omhu for at undgå at skabe mere frygt. Man skal desuden forholde sig forskelligt afhængigt af barnets alder.

Børn i 5-6 års alderen, der endnu ikke er begyndt i skole, bør skånes for nyhederne. Der er dog en chance for, at de alligevel opfanger noget uden for hjemmet. Såfremt det er tilfældet, skal man give sig tid til at lytte til barnet og forme sine svar efter barnets alder. Jo yngre barnet er, jo mere enkel forklaring bør man give. Det kan hjælpe at inddrage barnets egen hverdag som eksempel i forklaringen.

Skolebørn bør få en mere detaljeret forklaring. Det er vigtigt at lytte, når barnet stiller et spørgsmål, så man ikke kommer til at svare på noget andet og forvirre barnet, understreger Margrethe Brun Hansen.

7 råd til at tale med dit barn om virussen

Anne Mette Friis, der er børn- og ungechef hos UNICEF, giver på unicef.dk en række konkrete råd til, hvordan du kan tale med dit barn om coronavirussen.

  1. Fremhæv, at de danske læger og hospitaler ved præcis, hvordan de skal håndtere og bekæmpe virussen.
  2. Forklar, at voksne i hele verden arbejder på at løse problemet, og at der er nogle eksperter hos verdenssundhedsorganisationen WHO, der holde øje med, hvordan virussen spreder sig i hele verden.
  3. Giv korte og klare svar og overvej nøje, hvor meget du vil fortælle dit barn. Undlad for eksempel at fokusere på, at virussen er værst for de ældre, da det måske vil få barnet til at bekymre sig om sine bedsteforældre.
  4. Afkræft de myter, som dit barn har hørt, og hold dig til fakta. Dem kan du finde på Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk.
  5. Skærm dit barn så længe som muligt. Der er ikke grund til at fortælle små børn om virussen. Skolebørn vil dog høre om den i skolen.
  6. Brug medier konstruktivt, og gør brug af børnemedier som UltraNyt på DR og Børneavisen, som er gode til at formidle svære emner i børnehøjde.
  7. Fortæl, at man ved meget om virusser og smitte efter tidligere tilfælde, og brug muligheden til at få en god og lærerig snak.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Alt Om Børns artikel Hvordan taler jeg med mit barn om terror, krig og naturkatastrofer, UNICEF, Sundhedsstyrelsen, UltraNyt på DR, Børneavisen