Sundhedsstyrelsen: Gravide og ammende kan nu få coronavaccinen

Myndighederne anbefaler nu gravide og ammende kvinder at blive vaccineret mod covid-19. 

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 22. juli 2021 

Gravide og ammende kan nu også få coronavaccinen. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at myndighederne nu anbefaler vaccinen til alle gravide i 2. og 3. trimester og ammende. 

Læs også: Sådan påvirkede nedlukningen gravides livsstil 

De nye anbefalinger kommer på baggrund af data fra udlandet, herunder USA, Israel, Canada og Skotland. Ifølge Sundhedsstyrelsen viser data enstemmigt, at vaccinerne er meget effektive og sikre for både den gravide og for det ufødte barn samt for den ammende og det diende barn.

”Vi har over de seneste måneder været i løbende dialog med fødselslæger, jordemødre og andre fagfolk med viden om COVID-19 blandt gravide og ammende, herunder vaccination. Samtidig har vi selv gennemgået de nye data fra andre lande. På den baggrund har vi i Sundhedsstyrelsen besluttet at udvide det generelle vaccinationsprogram med de vacciner, vi anbefaler, så det fremover også omfatter kvinder, der er gravide eller ammer.” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. 

Læs også: Forskere vil undersøge coronasenfølger hos børn 

Anbefalingerne til gravide og ammende 

Er du gravid, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret i 2. eller 3. trimester. Du kan også blive vaccineret i 1. trimester. Det skal dog aftales med en læge, da man generelt ud fra et forsigtighedsprincip fraråder medicin i graviditetens 1. trimester på grund af dannelsen af organer hos fosteret de første 12 uger. 

Læs også: Færre børn født for tidligt under coronanedlukning

Har du planer om at blive gravid, eller går du i fertilitetsbehandling, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du tager imod tilbuddet om vaccination med det samme.

Ammer du, kan du også blive vaccineret med det samme, uanset hvor længe du har ammet, eller hvornår du har født. 

Læs de generelle spørgsmål og svar om coronavaccinen til gravide og ammende hos Sundhedsstyrelsen. 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen 21. juli 2021Sundhedsstyrelsen