Sundhedsplejersken kan hjælpe mod fødselsdepression

Kvinder med fødselsdepression kan have gavn af hjælp fra ikke-specialiseret personale som jordemødre, sundhedsplejersker og sygeplejersker. Det fastslår nyt studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 11. februar 2021

Det at få et barn vækker hos langt de fleste forældre en ubeskrivelig lykke. Nogle nybagte mødre (og fædre) oplever dog i den svære omstillingsproces at blive ramt af en depression. Der findes gode behandlingsmuligheder for fødselsdepressioner, blandt andet samtaleterapi og medicinsk behandling.

Ny forskning tyder dog på, at kvinder, der er ramt af en fødselsdepression, også kan have gavn af at få hjælp til forebyggelse og behandling fra personale, der ellers ikke er uddannet i at rådgive om fødselsdepression. Det gælder jordemødre, sygeplejersker og sundhedsplejersker.

Den nye forskning består af en gennemgang af relevant forskning. Studiet er udgivet i JAMA Psychiatry. 

Brevkasse: Har jeg en efterfødselsreaktion?

Sundhedsplejersker kan gøre en afgørende forskel

Forskerne bag studiet har observeret en sammenhæng mellem rådgivning fra personale, der ikke er specialiserede i fødselsdepressioner, og lavere niveauer af angst og depression hos gravide såvel som nybagte mødre.

Studiet vækker interesse hos Poul Videbech, der er professor på Københavns Universitet og overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri.

– Jeg synes, det er meget interessant – ikke fordi resultatet kommer bag på mig, men fordi studiet peger på, at sundhedsplejersker kan gøre en afgørende forskel for kvinder, der har født og lider af depressioner og angst efterfølgende, siger han til videnskab.dk.

Ifølge forskerne bag studiet vil det have stor effekt på fødselsdepressioner i hele verden, hvis sundhedsplejersker, jordemødre og sundhedsplejersker i kombination med specialiseret personale bliver en del af den faste forebyggelse og behandling af fødselsdepressioner.

Brevkasse: Hvordan nyder jeg barslen?

Det kan du selv gøre for at forebygge en fødselsdepression

Årsagerne til, at nogle kvinder bliver ramt af en fødselsdepression, er en blanding af psykologiske, biologiske og sociale årsager. I nogle tilfælde begynder depressionen allerede i løbet af graviditeten.

Kvinder, der er ramt af fødselsdepression, kan opleve nedtrykthed, humørskift, søvnproblemer og tvivlen på egne evner som forælder.

Vi giver dig her tre råd til, hvad du selv kan gøre for at forhindre en fødselsdepression. 

1. Under graviditeten

Det er vigtigt, at du holder din krop og dit sind sundt og rask ved at være god ved dig selv. Så husk at få slappet af. Giv dig selv plads til pauser i løbet af dagen. 

2. Efter fødslen 

Prioritér hvile og søvn, mens barnet sover. Skru derfor ned for forventningerne til dig selv, og det du skal nå. Derudover er det vigtigt at tale med sin partner om de problemer, der er eller kan opstå, både under graviditeten og efter fødslen. Brug tid med dine nære relationer og sørg for at få meldt dig ind i en mødregruppe, hvor du kan få skabt nye, gode relationer til andre nybagte mødre. 

3. Søg hjælp

Er du ved at blive ramt, eller er du ramt af en depression, er det vigtigt, at du søger hjælp hurtigst muligt. Al forskning peger på, at jo hurtigere man kommer i behandling, jo bedre. Tal derfor med din sundhedsplejerske eller læge om det.

Er du usikker på, om du har en fødselsdepression, kan du teste dig selv her.

Vidste du, at mænd også kan blive ramt af en fødselsdepression? Læs om tegnene her.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: JAMA Psychiatry, videnskab.dk, Netdoktors artikel om fødselsdepression