Strøm kan forhindre sengevædning

Ny dansk forskning viser nu, at man ved hjælp af en kombination af medicinsk behandling og behandling med elektriske impulser langt hurtigere kan afhjælpe sengevædning hos børn.

Det er til stor frustration for både børn og voksne, når de små har svært ved at kontrollere tissetrangen. Seks til ti procent af alle syv-årige har problemer med ufrivillig vandladning om natten, hvorfor det må siges at være et kendt problem for mange.

Den gængse behandling af sengevædning er et såkaldt ‘ringelagen’. Alarmen er en rigtig effektiv behandling, som hjælper barnet uden medicinsk behandling. I det øjeblik barnet begynder at tisse i sengen, ringer alarmen og vækker barnet, som på den måde vænnes til at vågne, hver gang det skal tisse.

I svære tilfælde kan man behandle sengevædningen med medicin. Her doserer man piller, der hjælper musklerne omkring blæren til at slappe af, så barnet bedre kan mærke, når det skal tisse.

Læs mere: Når børn tisser i sengen

Heldigvis ser det nu ud til, at der er bedre hjælp at hente for alle disse børn og forældre. Et nyt dansk forskningsprojekt ved Aarhus Universitet har nemlig undersøgt, hvorvidt man kan forbedre resultaterne af den traditionelle medicinske behandling, hvis man kombinerer den med den såkaldte TENS-behandling. Det skriver det norske populærvidenskabelige magasin, Forskning.no.

TENS er en forkortelse for Transkutan Elektrisk Nerve Stimulation, og går ud på, at man ved små elektriske impulser stimulerer nerver og muskler for at styrke dem. 

Resultaterne af forsøget var positive. De børn, der både fik medicinsk- og TENS-behandling, oplevede både større fremgang og kontrol med tissetrangen samt en nedsættelse af bivirkningerne af medicinen.

– 35 procent af de børn, der kun modtog medicinsk behandling i forsøget, måtte springe fra på grund af de stærke bivirkninger. Derfor var det især glædeligt, at kombinationen af behandlingsmetoderne også afhjælper generne fra medicinen, fortæller Louisa Borch, der er forskningsleder på projektet.

Kilde: Forskning.no