Squishie-legetøj indeholder skadelige stoffer

Skum-legetøjet squishies afgiver skadelige stoffer, som blandt andet irriterer øjnene og virker kræftfremkaldende, advarer Miljøstyrelsen.

Original forfatter Christine Foss, Redaktør
Senest opdateret 20. juni 2018

Det bløde og fleksible legetøj, der har form som blandt andet vaffelis, skildpadder og katte er populært blandt børn, men det afgiver skadelige stoffer. Efter en undersøgelse af legetøjet, anbefaler Miljøstyrelsen nu, at man kasserer legetøjet.

Skumfigurernes stærkt parfumerede og kemiske lugt fik Miljøstyrelsen til at igangsætte en test for såkaldt ‘afgasning af kemiske stoffer’. Styrelsen har testet 12 squishies og fundet frem til, at de afgiver en række skadelige stoffer, der medfører en sundhedsrisiko, hvis barnet leger med dem i længere tid.

Kræftfremkaldende stoffer

Blandt de stoffer, legetøjet afgiver, var blandt andet stoffet DMF (dimethylformamid), som giver risiko for leverskade og forbigående irritation af øjne, luftveje og lunger hos børn.

Desuden afgav de undersøgte squishies stofferne styren og toluen, som blandt andet irriterer slimhinderne og virker kræftfremkaldende.

Smid dit barns Squishies ud

Anbefalingen er, at man smider sine squishies ud og undlader at købe nye:

-Ud fra et forsigtighedshensyn finder vi det rigtigst at opfordre forbrugerne til helt at undgå skumlegetøj af typen squishies, indtil der er sikkerhed for, at legetøjet ikke er giftigt, siger kontorchef Magnus Løfstedt fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion vil sikre, at produkterne bliver fjernet fra markedet.

Kilde: Miljøstyrelsen