Sansefødestuer giver færre kejsersnit

Foto: iStock.com

Føder man i blødt lys til beroligende musik på en sansefødestue, mindskes risikoen for akut kejsersnit.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 11.06.2019

På en sansefødestue føder man i stemningsfulde omgivelser med med blødt lys, blid musik og levende billeder. Nu viser et nyt studie fra Nordsjællands Hospital, at de beroligende omgivelser ikke kun giver en god oplevelse for den fødende. Studiet viser nemlig, at fødsler på sansefødestuer sjældnere ender i akut kejsersnit sammenlignet med fødsler på almindelige fødestue.

– Vi er glade for at kunne vise, at sansefødestuer ikke blot er en fiks idé, men at det at føde på en sansestue er associeret med færre indgreb i fødslen. Vi har set et lavere antal kejsersnit, men også en tendens til at der i mindre omfang gives ve-stimulerende drop, siger læge Tine Wrønding fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital og en af forfatterne bag studiet.

Studiet konkluderer, at 6,4 procent af fødslerne på en sansefødestue ender i ikke-planlagt kejsersnit, mens det tal lyder på 11 procent på de almindelige fødestuer.

Læs også: Håndtér din frygt for at føde

Om sansefødestuer
Formålet med sansefødestuerne er at skabe ro og tryghed under fødslen og derved skabe en bedre oplevelse af selve fødslen. De særlige stuer rummer det samme udstyr som en almindelig fødestue, dog er der også en fladskærm med levende billeder, dynamisk belysning samt lydprogrammer, hvis rytme understøtter og matcher bevægelserne i både lys og billeder.

I dag er det muligt at føde på en sansefødestue på Nordsjællands Hospital, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Nykøbing Falster Sygehus.

Kilde: Nordsjællands Hospital,  Jordemoderforeningen

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her