Sådan tjekker du dine børn for skovflåter

I takt med at vejret bliver bedre, opholder børnene sig ofte mere udenfor i skov eller andre grønne omgivelser. Foregår det med bare ben og T-shirt, øges risikoen for at blive bidt af en skovflåt. Læs her, hvordan du tjekker dine børn for flåtbid, og hvad du skal gøre, hvis en af de små mider har bidt sig fast.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 03.06.2019

Man kan blive lidt nervøs, hvis man opdager, at man selv eller ens barn bliver bidt af en skovflåt. Det skyldes, at nogle skovflåter er bærere af bakterien borrelia, som kan overføres til mennesker. Den anslås, at omkring 15 procent af alle skovflåter er bærerer. På trods af det, må man ikke gå i panik, hvis man bliver bidt. Hvis man fjerner flåten inden for 24 timer, er risikoen for smitte nemlig minimal.

Læs også: Skovflåtbid

Sådan tjekker du dit barn

Skovflåter kan sætte sig alle steder, så optimalt bør du tjekke børnenes kroppe fra top til tå. Det er dog især varme områder, flåterne går efter, og derfor bør du tjekke særligt grundigt følgende steder:

  • Armhuler
  • Knæhaser
  • Lyskeregionen
  • Hovedbunden
  • Ører

Desuden er det en god idé at tjekke tøjet udvendigt og indvendigt, da der kan sidde en flåt parat til at kravle ind på huden og bide sig fast.

Opdager du en skovflåt, skal du fjerne den straks. Du kan læse hvordan, i Alt Om Børns artikel om, hvordan man fjerner skovflåter.

Det er en god ide efter fjernelsen af flåten, at du holder øje med området, hvor flåten har siddet. Det er normalt, at området er rødt, men det må ikke blive større end en 2-krone. Vokser det sig større end en 2-krone, skal I kontakte lægen.

Læs også: Sådan fjerner du en skovflåt

Tag jeres forholdsregler

Når du sender de små ud i områder med mange flåter, er det en god ide at tage sine forholdsregler. Det kan man gøre ved at bruge insektsspray eller dække dem til. Gummistøvler, lange bukser og langærmede bluser kan eksempelvis gøre det sværere for flåten at nå ind til huden.

Kilder: Netdoktors guide til tjekke og fjerne skovflåter, Netdoktors artikel om skovflåter

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her