Sådan fjerner du en skovflåt

Lune og solrige dage er for mange familier lig med skønne oplevelser i naturen. Men går turen eksempelvis til skoven, er det med at være varsom i forhold til bid fra skovflåter. Er uheldet dog ude, giver vi dig her en guide til, hvordan du fjerner en skovflåt på dig selv og dine børn.

Af: Carl J. Brandt, læge. Redigeret af Ema Seferovic, Redaktionsassistent
Senest opdateret 17. juni 2018
.

Sommeren lurer om hjørnet – og den danske natur kalder på os. Men inden I bevæger jer ud i skoven til familiepicnic eller lader børnene boltre sig i skovbunden, så giver vi jer her et par gode råd med på vejen om, hvordan man fjerner de små ubudne gæster fra kroppen, skovflåter.

Først og fremmest er det vigtigt at vide, hvad en skovflåt er for en størrelse, og hvorfor det er så vigtigt, at den bliver fjernet?

En skovflåt er en lille blodsugende mide. En flåt har otte ben og ligner til forveksling en meget lille edderkop. Flåten lever af at suge blod fra større dyr som hjorte og ræve, men den kan også sætte sig på mennesker.

Når man har en skovflåt siddende på kroppen, vil den ofte ikke genere eller gøre ondt. Men det er vigtigt at fjerne den, fordi en del af dem som nævnt er bærere af en bakterie, der kan give borreliose også kaldet Lymes sygdom, eller Borrelia. Sygdommen kan i værste fald give hjernebetændelse og lammelser. Hvis man fjerner skovflåten inden for 24 timer, er risikoen for, at man får borreliose dog minimal.

Hvis skovflåten har nået at bide sig fast, sidder den med kæberne nede i huden. Herfra suger den, så dens store bagkrop fyldes med blod. Når man skal fjerne den, skal man have hele skovflåten ud. Det vigtigste er, at man ikke klemmer på flåtens krop. Så risikerer man, at den tømmer sin mave, og det er heri borrelia-bakterien findes.

  • På apoteket kan man også købe en speciel flåt-tang, som anbefales som den sikreste metode til at fjerne flåten.
  • Apoteket har desuden også en flåtfjerner, der anvender fryseteknik og dræber flåten hurtigt og sikkert.
  • Man kan også tage en smal pincet og tage fat om skovflåten så langt nede om hovedet som muligt uden, at den går i stykker. Så drejer man flåten rundt et par gange, og trækker langsomt og sejt, indtil den slipper. Ingen vilde ryk, og undgå at klemme om flåtens krop.
  • Lad være med at prøve alle de gamle husråd som at brænde den med et cigaretskod eller smøre vaseline på, til den slipper. Man risikerer blot, at flåten sprøjter sit maveindhold ind og derved muligvis overfører borrelia.

Læs også: Sådan tjekker du dine børn for skovflåter

Kilde: Netdoktors artikel om skovflåter