Råd og fakta om regntøj

Når nu regnen slår vejen forbi Danmark i tide og utide, er det nu engang rart med et sæt regntøj og et par gummirøjser – også til børnene. Men hvordan er det nu lige med det der PVC og de der ftalater?

Vil man tage hensyn til miljø og sundhed, når man køber regntøj, skal man undgå indhold af PVC. Det kan nemlig forurene miljøet, når det bliver til affald. Derudover kan PVC indeholde ftalater, som er et hormonforstyrrende middel.

Regn, regn, regntøj
Det bedste valg af regntøj er det, der er uimprægneret og dermed af tekstil, nylon eller plasttypen polyurethan (PUR). Så undgår du nemlig PVC. Er du i tvivl, når du køber regntøjet, kan du altid spørge i butikken eller bede om at se dokumentation.

Du kan også vælge at imprægnere dit regntøj. Men pas på! Vandafvisende midler kan være problematiske for miljøet og din sundhed. Det gælder produkter baseret på flourforbindelser (PFC’er) og siloxaner. I stedet skal du vælge et imprægneringsmiddel, der er baseret på en blanding af voks og paraffin.

Læs også: Kemi i hverdagen 

Skal du af med dit regntøj, kan du aflevere det til tøjindsamling. Så skåner du miljøet, og andre kan få glæde af det. Men er regntøjet snavset og gummistøvlerne hullede, kan man sagtens selv smide det ud i skraldespanden – så længe det ikke indeholder PVC. I så fald skal det afleveres på en genbrugsstation som PVC-affald.

Brun sæbe reder dine gummistøvler
Vil du undgå PVC i dine gummistøvler, skal du vælge dem, der er lavet af enten naturgummi (latex) eller syntetisk gummi. Naturgummi er lavet af gummiplanter, mens syntetisk gummi er fremstillet af råolie og gas.

Har du allerede gummistøvler, der er lavet af naturgummi, kan du vedligeholde dem med brun sæbe. Så holder de sig bedst.

Kilde: Forbrugerkemi.dk, 5. september 2011.

Din mening! Går du op i, om der er PVC i dit barns regntøj?
Skriv din mening i kommentarfeltet nedenunder.