PCOS kan føre til diabetes i graviditeten

Kvinder med PCOS har dobbelt så stor risiko for at udvikle diabetes i graviditeten. Det viser et nyt studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 19. oktober 2020

Op mod 1 ud af 10 kvinder har PCOS.

Polycystisk ovarie syndrom (PCOS) er en hormonel forstyrrelse, som kan medføre, at den berørte kvinde har svært ved at blive gravid.

Lidelsen kan endvidere være skyld i udviklingen af flere problemer. Nu viser et nyt studie omtalt i Dagens Medicin, at PCOS kan føre til udvikling af graviditetsdiabetes.

Mere end dobbelt så stor risiko for diabetes

Det nye studie tager udgangspunkt i en stor database, der indeholder informationer om graviditet og fødsel hos mere end ni millioner amerikanske kvinder. Heraf er 14.882 kvinder diagnosticeret med PCOS.

Forskerne har i studiet sammenlignet forekomsten af diabetes i graviditeten og forhøjet blodtryk under graviditeten med kvindernes diagnoser med PCOS. Herved har de bekræftet, at risikoen for at udvikle graviditetsdiabetes er større hos kvinder med PCOS.

Gravide med PCOS havde i studiet 2,33 gange større risiko for at udvikle diabetes i graviditeten samt 1,92 gange større risiko for at udvikle forhøjet blodtryk. Endvidere viste studiet, at mødre med PCOS havde en forhøjet risiko for at føde børn med misdannelser.

Graviditetssukkersyge: Hvad kan diabetes i graviditeten medføre?

Hvad er PCOS?

PCOS forekommer hos 10 procent af kvinder i den fødedygtige alder. Det er en hormonel forstyrrelse, der kan vise sig med uregelmæssige eller helt udeblivende menstruationer.

Mere end halvdelen af kvinder med PCOS er overvægtige, da PCOS medfører, at man lettere tager på.

Lidelsen kan medføre, at kvinden har svært ved at blive gravid. Med den rette behandling er der dog gode chancer for en vellykket graviditet, samt at kvinden føder et raskt barn. Man følger dog fra sundhedsvæsenets side tæt med i graviditeter, hvor den gravide har PCOS, for at holde øje med mulige komplikationer.

Læs også: 4 sygdomme der kan gøre det svært at blive gravid

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Dagens Medicin, Netdoktors artikel om PCOS