Opstart af fertilitetsbehandling sat på pause

For par og enlige, der gerne ville være gravide i 2020, er der dårlige nyheder. Landets fertilitetsklinikker er midlertidigt lukket ned for tilmelding til behandling. Det er de for at forhindre smitte samt for at bruge personalet andre steder på hospitalerne.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 31. marts 2020

Par og enlige, der skulle til at starte i fertilitetsbehandling på landets offentlige og private klinikker, må sætte drømmen om familieforøgelse på pause.

Grundet coronaepidemien er landets fertilitetsklinikker nemlig lukket ned. Det er de, ifølge DR, både for at undgå smitte under behandlingerne på klinikkerne, samt for at personalet kan træde til andre steder på hospitalerne, hvor det skulle blive nødvendigt.

Ulla Breth Knudsen, der er overlæge ved Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Horsens, fortæller til DR, at de berørte par er kede af udsættelsen.

– Det er rigtigt beklageligt, og vi har fuld forståelse for, at det er en svær situation. Vi oplever heldigvis, at dem, vi taler med, er meget forstående overfor, at man er nødt til at prioritere i den her situation, siger hun.

Når tilmeldingen til fertilitetsbehandling åbner igen, vil ventetiden være længere, fortæller hun.

Igangværende forløb fortsætter

Rigshospitalet oplyser, at der er lukket for tilmelding til fertilitetsbehandling. De igangværende forløb fortsætter dog, men under ændrede omstændigheder. 

Det er udelukkende til ægudtagning, at kvindens partner eller ledsager må deltage. Til de øvrige aftaler, skal man møde op alene – også til graviditetsscanning.

Hvis man har en aftale med klinikken til første samtale, skal man ikke møde op i klinikken. Samtalen vil derimod foregå via telefon.

Rigshospitalet understreger desuden, at afdelingen ikke kan behandle personer, der har opholdt sig i udlandet eller været i kontakt med personer, der er smittet eller i karantæne. I så fald skal der gå 28 dage, før behandlingen kan fortsætte.

Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens melder ligesom Rigshospitalet, at der er lukket for tilmelding til behandling.

Læs også: Coronavirus: Hvordan skal jeg forholde mig som gravid?

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: DR, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Regionshospitalet Horsens