Nyt studie: Ikke alle børn vokser fra kræsenhed

Børn vokser ikke altid fra at være kræsne, viser et nyt studie. Men du kan som forælder mindske dit barns kræsenhed ved at være mindre kontrollerende, når maden bliver serveret.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 9. juni 2020

“Du skal smage på maden.”

Mange forældre har hørt sig selv sige disse ord under aftensmaden, når deres kræsne barn endnu engang skubber den urørte mad til siden. Ordene bliver sagt med gode intentioner om en sund og varieret kost, men ofte sætter barnets kræsenhed en stopper for forældrenes forestillinger om broccoli, gulerødder og fisk.

Typisk bliver forældrene fortalt, at det blot er en fase, som barnet vokser fra med alderen. men nu viser et nyt amerikansk studie, at børn ikke altid vokser fra deres kræsenhed.

Bag om studiet

Det amerikanske studie har fulgt 317 mor-barn par gennem fire år. Familierne har selv informeret forskerne om børnenes madvaner, da børnene var fire, fem, seks, otte og ni år, ligesom at moderens adfærd og opdragelse i forbindelse med måltiderne også indgår i studiet.

Børnenes kræsenhed var stabil og uden forandringer mellem børnehavealderen og skolealderen. Ifølge studiet viser det, at forsøg på at ændre madpræferencer hos kræsne børn er mest effektivt, når barnet er i førskolealderen. 

Mindre kontrol fra forældre giver mindre kræsne børn

Det hjælper dog ikke, at man som forælder kontrollerer og presser sit barn til at spise bestemt mad. De mest kræsne børn i studiet var typisk dem, der af moderen blev presset til at spise bestemt mad og fik begrænsninger på mad, som de gerne ville have.

Som forælder bør man opmuntre sit barn til at spise varieret, siger Megan Pesch, der er en af forskerne bag studiet. Man kan dog med fordel gøre brug af en mindre kontrollerende tilgang.

Læs også: Børns spiseadfærd kan ændres med spil

Sådan undgår du, at dit barn bliver kræsent

Alt Om Børns sundhedsplejerske Jane Lyngs forklarer, at det ikke kun er forældrene der er afgørende for, om et barn bliver kræsent. Du kan dog imødekomme konflikterne ved middagsbordet ved tidligt at introducere dit barn for forskellige fødevarer.

Jane Lyngs giver her fem gode råd til, hvordan du kan undgå, at dit barn bliver kræsent.

  1. Introducér mad for barnet i 4-6 måneders alderen.
  2. Giv barnet mange forskellige smagsindtryk frem til 2 års alderen.
  3. Acceptér, når barnet signalerer, at det er mæt.
  4. Undgå søde sager inden aftensmaden.
  5. Vær tålmodig – barnet skal smage mange gange, før det ændrer sin smag.

Læs også: Sådan får du børnene til at spise mere grønt

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: M Health Lab, Alt Om Børns artikler Sådan undgår du at få et kræsent barn og Er små børn mindre kræsne?