Nye kostråd skal give klimavenlig mad på tallerkenen

Danskerne skal fremover spise mindre kød. Til gengæld skal der flere grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn på bordet. Sådan lyder de nye officielle kostråd.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 7. januar 2021

Er I også begyndt at fylde flere grøntsager og mindre kød på tallerkenerne derhjemme?

Det er sundt for både dig og klimaet, hvis du spiser planterigt, varieret og ikke for meget. Sådan lyder det fra Fødevarestyrelsen, der i dag har præsenteret Danmarks nye officielle kostråd.

– Det spændende ved de her kostråd er, at vi både har fundet frem til noget, som er godt for vores helbred – som forebygger livsstilssygdomme som kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme – samtidig med, at det er godt klimaet, siger fødevare-, landbrug- og fiskeriminister, Rasmus Prehn, til DR.

Det er første gang, at de officielle kostråd er udviklet med særligt hensyn til klimaet. De nye råd anbefaler, at danskerne skærer ned på kødet og i større grad spiser grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn. Rådene skal således forsøge at skubbe til den danske madkultur.

Med de nye kostråd bliver de tidligere 10 kostråd reduceret til 7 anbefalinger. 

De 7 nye kostråd

Ud over det øgede fokus på klimavenlig og planterig kost fastslår de nye kostråd også vigtigheden i at skære ned for usund mad og drikke. 

De 7 nye kostråd lyder:

  1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget.
  2. Spis flere grøntsager og frugter.
  3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk.
  4. Spis mad med fuldkorn.
  5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter.
  6. Spis mindre af det søde, salte og fede.
  7. Sluk tørsten i vand.

Læs mere om hvert råd her.

Flere grøntsager i kosten giver lavere klimaaftryk

Hver dansker har et klimaaftryk fra mad på cirka tre tons om året. Når det kommer til vores kost, er det kød, der efterlader det største aftryk på klimaet.

Fødevarestyrelsen fremhæver, at danskerne kan mindske deres klimaaftryk fra mad med 20-25 procent ved at vælge fødevarer, der har et lavt klimaaftryk. Det betyder, at danskerne skal skifte klimabelastende fødevarer som oksekød og rejer ud med mere klimavenlige alternativer som for eksempel fjerkræ og sild. Samtidig skal danskerne generelt spise mindre kød og øge mængden af grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn, der alle har et lavt klimaaftryk.

Det er noget nyt, at Fødevarestyrelsen anbefaler danskerne at spise flere bælgfrugter, der blandt andet består af kikærter, kidneybønner og linser. Mange danskere er ikke vant til at bruge bælgfrugter i maden, og det kan derfor være en udfordring i starten.

Rådene nedsætter risiko for sygdomme

De nye kostråd er imidlertid ikke bare bedre for klimaet. De er også sundere for danskerne. Når man følger de nye råd, sikrer man, at kroppen får nok vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. 

Rådene bidrager desuden til, at man holder en sund vægt, ligesom at de nedsætter risikoen for, at man bliver ramt af livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og kræft.

Læs også: Nye anbefalinger om D-vitamin til børn og voksne

Særligt for små børn og gravide

De nye kostråd gælder ikke for børn under 2 år. Gravide og ammende kvinder skal følge en række supplerende råd. Dem kan du læse her.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Fødevarestyrelsen via altomkost.dk, DR