Nye anbefalinger om børns skærmbrug

Sundhedsstyrelsen har netop udgivet nye anbefalinger til forældre om børn og unges brug af skærme.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 5. november 2020

Digitale medier spiller en central rolle i danske børns hverdag. Som forælder kan det være svært at vide, hvor meget skærmtid er sundt, og hvad man bør være særligt opmærksom på.

Sundhedsstyrelsen har nu undersøgt, hvordan den hyppige brug af digitale medier påvirker børn og unge. Undersøgelsen er udmundet i seks råd til forældre om deres børns skærmbrug.

– Vores anbefalinger skal hjælpe forældre til at være bevidste om, hvordan deres børn bruger digitale medier, og måden de bruger dem på. Børn og unge skal have et sundt liv med rigelig søvn og fysisk aktivitet, ligesom de skal have mulighed for at indgå i gode fællesskaber med positiv betydning for deres trivsel, siger Sara Lindhardt, der er sektionsleder.

Hun understreger, at forældrenes rolle er essentiel, når det kommer til at hjælpe sine børn til gode vaner med digitale medier.

– Som forældre er vi rollemodeller for de små, og derfor skal vi også være opmærksomme på vores egne skærmvaner derhjemme.

Studie: Læsning på skærm har både fordele og ulemper

Seks råd for skærmbrug

Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger består af 6 konkrete råd, som forældre kan implementere derhjemme. Rådene lyder:

  1. Dit barn bør ikke bruge skærm op til sovetid, da det kan udsætte sovetidspunktet og betyde, at barnet ikke får tilstrækkeligt med søvn.
  2. Undgå telefon eller tablet i barnets soveværelse i løbet af natten, da skærmaktivitet om natten kan forstyrre søvnen og forringe søvnkvaliteten.
  3. Skab variation mellem dit barns skærmaktivitet og øvrige aktiviteter i løbet af hverdagen, herunder fysisk aktivitet.
  4. Interesser dig for dit barns online liv, og vær opmærksom på barnets eventuelle bekymringer for at stå uden for fællesskabet eller for at gå glip af noget online.
  5. Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen, og hav en løbende dialog om, hvor meget skærmen bruges og til hvilke formål.
  6. Forældre bør være opmærksomme på eget forbrug af skærm i samvær med barnet, da individuelt skærmbrug kan påvirke forældre-barn relationen negativt.

Digital færden: Sådan taler du med dit barn om YouTube

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Sundhedsstyrelsen