Ny øko-kampagne skal informere familier om sprøjtegifte i mad

I et supermarked fyldt med forskellige fødevarer kan det være svært at gennemskue, hvilke fødevarer der er fri for sprøjtegifte. Det vil en ny øko-kampagne lave om på.

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent
Senest opdateret 12. september 2017

Danskerne er verdensmestre i økologi, men trods denne titel synes næsten 60 procent af danskerne, at det er ‘svært’ eller endda ‘meget svært’ at gennemskue, om en madvare indeholder rester af sprøjtegifte. Det er blandt andet én af de ting, som Økologisk Landsforening ønsker at lave om på med kampagnen ’Ren Madglæde – Økologi’.

 

Kampagnen udspringer af en undersøgelse, som Økologisk Landsforening har foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

 

– Undersøgelsen viser, at danskerne mangler viden og i høj grad bekymrer sig om sprøjtegifte i maden – især i forhold til deres børn, siger Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

 

Læs også: Sund mad til små børn

 

Sådan undgår du sprøjtegifte

Men hvordan undgår man at servere mad til familien, der indeholder sprøjtegifte? Vi har samlet tre gode råd her.

  • Vælg økologisk: Kig efter Ø-mærket og EU’s økologi-mærke, når du er ude at handle. De to mærker sikrer, at fødevaren er økologisk og dermed fri for sprøjtegifte.

  • Spis frugt og grønt fra den gældende årstid: Frugterne og grøntsagerne er både rigere på vitaminer, og så er de også blevet sprøjtet mindre.

  • Spis dansk og lokalt: Hvis du ikke køber økologisk, kan du minimere indtaget af sprøjtegifte ved at købe frugter og grøntsager dyrket i Danmark – eller måske undersøge, om der er nogen i dit lokalområde, der sælger frugt og grønt, der opdyrket i egen køkkenhave.  

 

Kilde: Økologisk Landsforening og Politiken