Næseblod: Sådan stopper du det

Næseblod hos børn er meget normalt. Men når det kommer, så skal det stoppes. Bliv her klogere på, hvordan I bedst stopper de små blødende næser.  

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 6. april 2021 

Det er helt normalt, at børn oplever at få næseblod en gang imellem. Børn har det med at pille sig i næsen, og det kan rive hul på blodkarrene, hvilket blandt andet forårsager næseblod. Blodnæsen kan også nemt komme, hvis barnet får et let slag mod næsen, eller hvis det pudser næse. 

Selvom det ofte er en mindre blødning, skal man have det stoppet. Vi guider dig her til, hvordan I bedst får stoppet den blødende næse. 

1. Tal roligt og vis, at det er helt ufarligt

Det er vigtigt at signalere til dit barn, at du har styr på situationen, og at det er helt ufarligt, selvom der er blod. Derfor skal du først og fremmest bevare roen og tale roligt. 

2. Barnet skal sidde eller stå op 

Det er et misforstået husråd, at man skal lægge sig ned eller tage hovedet bagover, når man har blodnæse. For at standse blødningen effektivt skal man derimod sidde eller stå op. Hvis det er muligt, så lad barnet sidde på skødet af en voksen. 

Læs også: Sådan renser du dit barns hudafskrabning 

3. Tryk næsen sammen

Tryk næsen sammen med pege- og tommelfinger lige neden for den hårde del af næsen, og hold dette tryk i 10-15 minutter. Det du gør, når du holder fast om barnets næse ved næseblod, er at du simpelthen klemmer den blødende lille blodåre i næsen sammen. Herved stopper blødningen, og sårskorpen kan dannes med blodstørkning.

4. Bøj kroppen forover 

Mens du holder trykket, skal barnets ansigt og overkrop bøjes let nedad og forover. Læg eventuelt en pose is i et viskestykke (aldrig is direkte på huden) på næseryggen for at nedkøle næsen og få de små blodkar til at trække sig sammen. 

Se en video med, hvordan man kan stoppe næseblod hos Netdoktor

Kilde: Netdoktors artikel om, hvordan man stopper næseblod, og Netdoktors artikel om næseblod

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her