Milepæle i barnets synsudvikling

En nyfødt ser cirka 30 til 40 gange svagere end end voksen. Bliv klogere på milepælene i barnets synsudvikling.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 18 marts 2021

Synet udvikles meget de første leveår. Et barn går fra ikke at kunne se særlig meget til at have et lige så godt og detaljeret et syn som en voksen på bare få år. 

Nyfødt 

Det er ikke meget, en nyfødt baby kan se. Store kontraster og grove detaljer kan de dog godt skelne mellem. De første uger vil en baby derfor se efter ansigter og mod kontraster som lys og mørke. En nyfødts syn er cirka 30 til 40 gange svagere end en voksens syn.

Læs også: 3 tegn på, at dit barn har brug for briller 

De første levemåneder

I de første måneder af et barns liv sker meget med synet, og store dele af synet udvikles, men modnes hen over en længere periode. 

  • Detaljesynet: Når barnet fødes har det eksempelvis ikke noget detaljesyn. Men i løbet af de første tre levemåneder udvikles den del af øjet, der er ansvarlig for detaljesynet, og barnet kan begynde at skelne mindre detaljer såsom forældrenes øjne i ansigtet.  
  • Kontrastsynet, der blandt andet bruges, når man skal skelne mellem ansigtsudtryk eller ujævnheder, udvikles, når barnet er mellem otte og 12 uger gammel.
  • Det er også fra omkring otte-ugersalderen, at barnets farvesyn udvikler sig, men modnes i løbet af de første leveår. Det samme er tilfældet med evnen til at skabe dybdefornemmelse (samsyn). 
  • I løbet af de første måneder udvikles også evnen til at zoome ind på noget helt tæt (akkommodation)

Efter to måneder begynder barnet derfor at kunne fastholde øjenkontakten i længere tid ad gangen, og efter tre til fire måneder begynder blikket også at rette sig mod omgivelserne. Hurtigt efter (4-6 måneder) begynder barnet at række ud efter ting og undersøge dem. 

Læs også: 9 tegn på synsproblemer hos 5-7 årige

6 måneder

Når barnet fylder omkring et halvt år, er synet så udviklet, at barnet kan se den øverste række på en klassisk synstavle (6/60 syn). Det svarer til, at barnet på fire meters afstand kan få øje på et stykke legetøj på ni centimeter, men uden at se detaljerne. 

2,5 år-4 år 

Når barnet er mellem 2,5 år og fire år er synet udviklet og lige så godt og detaljeret som en voksens, fordi alle dele af synet er helt færdigudviklet. 

Læs mere om barnets synsudvikling hos Netdoktor 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Netdoktor: Synstest af børn , Netdoktor: sådan udviklet barnets syn sig, Netdoktor: Synstest, Alt om Børn: fra nyfødt til fuldt udviklet