Kvinders æg har favoritter blandt sædceller

Kvindens ægcelle favoriserer bestemte sædceller. Det viser et nyt studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 25. juni 2020

Millioner af aktive sædceller kæmper om at nå først til det passive, ubefrugtede æg. Sådan lyder historien om, hvordan kvinden befrugtes af manden. Men det er muligt, at den historie skal ændres en smule.

Et nyt studie viser nemlig, at kvindens ægcelle faktisk ikke er passiv, men aktiv, i udvælgelsen af sædceller. Forskningen viser også, at ægcellen vælger bestemte sædceller frem for andre – og favoritten er ikke altid de sædceller, der kommer fra kvindens partner.

Den nye forskning giver mening ud fra et evolutionært perspektiv. Sædcellen vil nemlig enten befrugte ægget eller gå til i forsøget, mens ægcellen kan være mere kritisk og vælge den sæd, der er at foretrække genetisk. Det understreger forskerne bag studiet til DR.

Den genetiske sammensætning har tidligere vist sig at have betydning for blandt andet barnets immunforsvar.

Kan være en del af forklaring på ufrivillig barnløshed

Den nye viden kan være med til at forklare, hvorfor nogle par kæmper med at blive gravide. Det siger fertilitetslæge Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken i Skive til DR.

Men hvis et par er ufrivilligt barnløse, betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke passer sammen genetisk. Og måske kan de godt få børn alligevel gennem insemination eller kunstig befrugtning.

Peter Humaidan mener dog, at det kan være rart for parrene at få en forklaring på, hvorfor de har svært ved at få børn. Og det kan den nye forskning hjælpe med.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: The Royal Society Publishing, DR