Kosttilskud til børn: Mærkningen har ændret sig
Referenceindtaget (RI), som står bag på børnenes vitaminpilleglas, ændres til RI for voksne.
Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 30.10.2018
På glasset med børnenes vitaminpiller står et særligt referenceindtag (RI), som beskriver, hvor stor en procentdel af næringsstofferne man får sammenlignet med, hvad en gennemsnitsperson får gennem en normal og varieret kost uden tilskud.Indtil nu har kosttilskud til børn haft et særligt RI, men det ændrer sig nu. Det skriver Fødevarestyrelsen
Læs også: Sund mad til små børn
Fremover vil referenceindtaget på børnekosttilskud nemlig være det samme som hos voksne, hvilket betyder at procentdelen af RI kommer til at se anderledes ud, også selvom vitamin-og mineralindholdet ikke ændrer sig.
Ophævelsen af det referenceindtaget for børn mellem 1-10 år sker på baggrund af, at værdierne ikke længere er dækkende, og at man i EU kun arbejder med et referenceindtag for voksne.
Læs også: Er D-dråber nødvendige?
Hvordan skal man forholde sig?
Ved en sund og varieret kost får børn oftest tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler og har derfor ikke behov for kosttilskud. Ønsker man alligevel at give sit barn kosttilskud, er det ikke nødvendigt at købe det med 100% af R, da barnet under alle omstændigheder får en hvis mængde vitaminer og mineraler gennem madenI.
Miljø-og Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen anbefaler derimod, at man kigger på den angivne mængde af vitaminer og mineraler i µg eller mg, så man ikke giver sine børn kosttilskud, der overskrider de vejledende værdier.
De vejledende værdier kan man finde hos Fødevarestyrelsens vejledning for børn mellem 1 og 10 år og Fødevarestyrelsens anbefalinger til børn under 1 år.
Kilde: Fødevarestyrelsen