Katte kan beskytte nyfødte mod astma

Har I kat derhjemme, og er der en lille én på vej, så kan katten være med til at beskytte den lille mod at udvikle astma, viser ny dansk forskning.

 

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent

Senest opdateret 7. november 2017


Nu er det ikke længere kun mus, som jeres kat kan beskytte jeres hjem mod. Ny dansk forskning viser nemlig, at katte kan beskytte en jeres nyfødte baby mod at udvikle astma. Katte har nemlig evnen til at nedtone effekterne fra en bestemt genvariant, som ellers har ry for at øge småbørns risiko for allergi-sygdommen.


Har I derfor en kat som kæledyr hjemme hos jer, når den lille kommer til verden, så er der stor sandsynlighed for, at genet, der øger risikoen for astma, forbliver slukket hos jeres barn og det dermed slipper for astma, viser et nyt studie fra Dansk BørneAstma Center i Gentofte ved København.


Læs også: Kæledyr modvirker allergi og overvægt hos børn


Miljøet påvirker vores sygdomsgener

Studiet løfter sløret for, at miljøet, som vi befinder os i, påvirker de sygdomsgener, som vi har i kroppen.


Netop dette resultat udgør det bærende element i den nye forskning, påpeger Hans Bisgaard, som sammen med fire kolleger fra Dansk BørneAstma Center og Næstved Hospital står bag studiet.


»For mig er det kernen i budskabet, for det er en erkendelse i retning af, hvordan sygdom opstår. Det dokumenterer, at der er et samspil mellem genetik og det miljø, du lever i, og i særdeleshed, at det sker helt tidligt i livet, både mens kvinden er gravid, og i hjemmet hvor det nyfødte barn bor,« siger Hans Bisgaard.

Kilde: Videnskab.dk