Kan man ubekymret give sit barn smertestillende?

I den seneste tid er smertestillende med paracetamol ikke blot kommet under mistanke for at give drengefostre misdannelser, men også for at øge risikoen for at børn udvikler astma.

Læs nyhedsresumeet om sammenhængen mellem paracetamol og astma her.

24timer har sat forskellige forskere og læger i stævne, og blandt andet spurgt dem:

Skal gravide være mere tilbageholdende med brug af smertestillende?

Professor Jørn Olsen, Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen af sammenhængen mellem paracetamol og astma:

“Indtil vi forskningsmæssigt får afklaret de her mistanker, og det bør forskningssamfundet kunne i løbet af halvandet til to år, så vil det være hensigtsmæssigt, at man, inden man tager eller giver pillerne, spekulerer over de gener, som man har, kan stå mål med den mulige risiko”.

Må man give børn smertestillende?

Børnelæge Henrik Schrøder, Skejby Sygehus:

“Jeg mener, at det er rigtigt at give børn Panodil, hvis de har ondt eller høj feber”.

Er paracetamol skyld i astma?
Professor Hans Bisgaard fra Dansk Børneastma Center ved Københavns Universitet er ifølge 24timer heller ikke bekymret over den mulige sammenhæng mellem paracetamol og astma.

Han understreger, at man endnu ikke ved, om det er paracetamolen, der er skyld i astmaen, eller astmaen der er skyld i, at børnene af og til skal behandles med paracetamol på grund af megen sygdom:

“Jeg mener ikke, at vi på nuværende tidspunkt ved, hvad der er hønen og ægget i dene sag, og at man skal være varsom med at påstå noget, som man ikke ved”, siger Hans Bisgaard, der netop nu forsker i årsagen til astma.

Læs også “Sunde råd om medicin til børn” her på Alt om Børn

Kilde: 24timer, 16. november 2010. Originalartikel af: Maria Cuculiza og Signe Thomsen: Hovedpinepiller risikerer at skade børn.