Hvornår er der tale om et ørebarn?

Er du også stødt på betegnelsen ‘ørebarn’ uden at være sikker på, hvad det helt præcist dækker over?  Vi giver dig svaret på, hvornår man ofte bruger den folkelige betegnelse ‘ørebarn’.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 13. januar 2020

Danmark er på verdensplan i top, når det kommer til antallet af ‘ørebørn’. Ørebørn har ikke en officiel definition, men det er en folkelig betegnelsen, der favner de børn, som gentagne gange oplever problemer med ørerne enten i form af tilbagevendende mellemørebetændelse eller væske i øret. Begge ting kan være smertefulde og forringe barnets søvn og generelle trivsel. Både tilbagevendende mellemørebetændelse og væske i øret behandles med dræn, og det anslås, at op mod 40.000 årligt får lagt et dræn. Størstedelen er børn i alderen nul til fem år. 

Læs også: Er dræn den rette beslutning?

Væske i øret 

Symptomerne på væske i øret kan variere. Nogle børn har næsten ingen symptomer, mens andre eksempelvis kan have problemer med at sove og viser tegn på nedsat hørelse. Væsken i øret kan nemlig give en hørenedsættelse, hvilket kan have konsekvenser for barnets sproglige udvikling. Nogle børn med hørenedsættelse kan blive aggressive eller trække sig fra sociale sammenhænge, fordi de selv har svært ved at forstå, hvad andre siger. Væske i mellemøret øger desuden risikoen for mellemørebetændelse. 

Hvis der er væske i mellemøret i tre til seks måneder, er der stor risiko for, at den ikke forsvinder af sig selv, og det vil som regel blive behandlet med dræn. Man vil her ofte bruge betegnelsen ‘ørebarn’.

Læs også: Årsager til nedsat hørelse hos børn  

Gentagne mellemørebetændelser 

Langt de fleste børn vil opleve mellemørebetændelse inden de fylder fem år. Mellemørebetændelse skyldes betændelse med bakterier eller virus i slimhinden i mellemøret. Mellemørebetændelse opstår typisk i forbindelse med infektion med for eksempel forkølelsesvirus, forkølelsesbakterier eller influenzavirus. De hyppigste symptomer på mellemørebetændelse er stærk ørepine, øresusen, trykken i øret, nedsat hørelse og eventuel feber. Der kan desuden komme smerter og rødme bag ved øret, eller øret kan begynde at stritte. 

Hvis barnet inden for tre måneder har haft akut mellemørebetændelse tre gange eller mere, vil man som regel lægge et dræn. I disse tilfælde vil betegnelsen ‘ørebarn’ ofte blive brugt.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Netdoktors artikel om dræn, Netdoktors artikel om mellemørebetændelse, Netdoktors artikel i samarbejde med Sygeforsikring Danmark: Av mine ører, Netdoktors artikel: Er det mellemørebetændelse