Hjernerystelse hos børn: 5 ting du skal vide

Der er en række ting, du skal være opmærksom på, hvis dit barn har slået hovedet.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 15. april 2021 

Man kan ikke komme uden om, at børn leger og en gang imellem slår sig. Hudafskrabninger kommer i hobetal, og hovedet kan desværre også ryge i asfalten en gang imellem. Men hvordan skal man forholde sig, når ens barn har slået hovedet? Hvornår er der egentlig tale om en hjernerystelse? Og hvis der er tale om en hjernerystelse, hvordan skal man forholde sig?

Vi har samlet 5 ting du skal vide om hjernerystelser hos børn. 

1. Der skal meget til at børn får en hjernerystelse 

Børn slår sig ofte, når de leger, men heldigvis skal der ret meget til, før de får hjernerystelse. Børn tåler nemlig meget på grund af deres bløde knogler, som ikke er vokset fast sammen endnu. 

Læs også: Næseblod: Sådan stopper du det

2. Bevidstløshed, blod og bræk er symptomer på en hjernerystelse 

Men selvom der skal meget til, kan et barn sagtens være så uheldig at få en hjernerystelse. Er barnet bevidstløst, har kvalme og brækker sig, eller bløder det ud af ørene, er det vigtigt at reagere. Det er nemlig tegn på en hjernerystelse eller et kraniebrud. Andre tegn på en hjernerystelse er, hvis barnet er sløvt, har store pupiller eller hovedpine. Små børn kan dog have svært ved at skelne mellem ømheden fra slaget og en reel hovedpine, og derfor er det vigtigt at have alle symptomerne for øje.

Hvis barnet umiddelbart efter slaget begynder at lege igen, så det sandsynligvis ikke en hjernerystelse. Det samme gælder, hvis barnet ikke har kvalme.  

Har du mistanke om, at dit barn har fået en hjernerystelse, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen

Læs også: Hvornår skal et sår sys?

3. Efter et slag mod hovedet er det vigtigt, at en voksen observerer barnet 

Hvis dit barn har slået hovedet, er det altid en god idé at holde et vågent øje i timerne efter (12-24 timer) – også om natten. Her skal man holde øje med symptomerne på hjernerystelse: Opkast eller kvalme, blod (eller klar væske) fra ørerne eller næsen, bevidstløshed eller kraftig hovedpine. 

Om natten er det er vigtigt, at barnet reagerer som forventet, for eksempel ved berøring. Reagerer barnet ikke, skal du vække det. Vil det ikke vækkes, skal du ringe til vagtlægen eller 112. 

4. Barnet skal slappe af i starten 

Viser det sig, at der er tale om en hjernerystelse, er det vigtigt, at barnet hviler sig, så hjernen får ro til at komme sig. Men derefter skal man – hvis muligt – gerne i gang med dagligdagsaktiviteter i et roligt tempo.

Læs mere om, hvordan man passer på en rystet hjerne i Netdoktors sygeforsikring Danmark artikel: Sådan passer du på din rystede hjerne

5. Børn kommer sig ofte fint oven på en lille hjernerystelse 

Nogle mennesker vil efter en hjernerystelse kunne opleve længerevarende symptomer. Men på grund af barnets stadig bløde knogler, kommer børn sig ofte fint oven på en lille hjernerystelse. Man siger, at børns hjerne som regel kommer sig inden for fire uger.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Netdoktors artikel: Hjernerystelse eller et slag mod hovedet hos børn?, Netdoktors Sygeforsikring Danmark artikel: Sådan passer du på en rystet hjerne, Netdoktors artikel om hjernerystelse og Netdoktors Sygeforsikring Danmark artikel: Hjernerystelsens mange ansigter