Hårdt vand kan udløse børneeksem

Nyfødte har større risiko for at udvikle børneeksem i områder med meget kalk i vandet – og det har vandet i det Københavnsområdet. Børneeksem skal tages alvorligt, da det er en katalysator for andre sygdomme, skriver Videnskab.dk

Et nyt dansk studie fra Gentofte Hospital har påvist, at hårdt vand med meget kalk øger risikoen for, at børn udvikler eksem.

Læs mere: Børneeksem – hvad er det?

De har fundet frem til resultatet ved at indsamle data fra 53.000 danske børn fra undersøgelsen ‘Bedre sundhed i generationer’ og sammenholdt dette med en analyse af drikkevandets hårdhed fra De Nationale Geologiske undersøgelser for Grønland og Danmark.

Studiet peger ikke direkte på, hvorfor det hårde vand skaber denne tendens. Medforfatter på studiet, Jacob Thyssen, forklarer dog, at en af teorierne er, at kalkens høje pH-værdi aktiverer enzymer i huden, der giver gode vækstbetingelser for bakterier.

Børneeksem rammer hver femte barn i Danmark, og værst står det altså til i Københavnsområdet, hvor vandet er særligt kalkholdigt.

Børneeksem kan være tegn på kommende allergier

Selvom der ikke er et klart videnskabeligt belæg for, at børneeksem kan udløse allergier, er der en klar forståelse af, at det kan fremprovokere en række allergier.

– Mange får deres allergier via huden. Hvis du som barn får birkepollen på huden, når den er i stykker (fx ifm. børneeksem, red.), kan det være, det udløser symptomer, når du indånder pollen senere, fortæller Jacob Thyssen til Videnskab.dk.

Læs mere: Hvordan kan du forebygge børneeksem?

Kilde: Videnskab.dk