Graviditetsdiabetes øger risiko for hjerte-kar-sygdom

En stor befolkningsundersøgelse viser, at diabetes i forbindelse med graviditet kan have langvarige konsekvenser for hjerte-kar-helbredet.

Af: Kristian Sjøgren, journalist på Dagens Medicin, redigeret af Birgitte Staahl, redaktionsassistent, Alt Om Børn

Kvinder, der i løbet af deres graviditet får graviditetsdiabetes, har en højere risiko for at blive ramt af flere forskellige hjerte-kar-sygdomme senere i livet. Det viser et nyt studie.

– Kvinder med graviditetsdiabetes har langvarig øget risiko for hjerte-kar-komplikationer selv sent i livet. Kroniske, metaboliske komorbiditeter kan muligvis delvist forklare koblingen mellem graviditetsdiabetes og kardiovaskulær sygdom, fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Seung Mi Lee.

Komorbiditet betyder, at der er flere sygdomme til stede samtidig. 

Forskerne bag studiet kommer fra Seoul National University College of Medicine i Sydkorea. Studiet er netop blevet offentliggjort i det medicinske tidsskrift American Journal of Obstetrics and Gynecology.

Bred vifte af hjerte-kar-sygdomme koblet til graviditetsdiabetes

Forskningsresultatet viser, at graviditetsdiabetes specifikt øger risikoen for senere i livet at få stillet en diagnose med blandt andet:

  • Hjerte-kar-sygdom
  • Blodprop i hjertet
  • Stroke (også kaldet blodprop i hjernen)
  • Hjertesvigt
  • Atrieflimren

Læs også: Graviditetssukkersyge: Hvilke konsekvenser har det?

I studiet har forskerne brugt data fra 219.330 kvinder. Data stammer fra UK Biobank, der er en stor bio-medicinsk database. 1.390 havde under graviditeten udviklet graviditetsdiabetes. Forskerne fulgte op på kvindernes helbred i gennemsnit ti år efter, at kvinderne fik konstateret graviditetsdiabetes. Seks procent af kvinderne udviklede hjerte-kar-komplikationer i løbet af opfølgningsperioden.

Kvinder med graviditetsdiabetes var i studiet tilbøjelige til at være yngre, have højere BMI og have højere forekomst af forudgående diabetes og forhøjet blodtryk.

Færre kvinder med graviditetsdiabetes røg, havde været i behandling med hormonterapi eller fik efterfølgende fjernet livmoderen.

Kilder: Dagens Medicin