Gravide skal passe på listeria: Sådan nedsætter du risikoen

Gravide bør ikke blive smittet med den fødevarebårne bakterie listeria, da den kan gøre særlig fosteret sygt. 

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 8. juni 2021

Som gravid er der mange ting, man skal være opmærksom på. Nogle ting må man gerne gøre, andre ting må man ikke. Nogle ting må man spise, mens man skal holde sig fra andre. Et velkendt råd til gravide er, at man bør undgå upasteuriserede mælkeprodukter. Årsagen skyldes risikoen for listeriainfektion – en fødevarebåren sygdom, der kan gøre særlig fosteret alvorlig sygt. 

Men hvad kan man ellers gøre for at nedsætte risikoen for listeriainfektion som gravid? Vi har samlet Fødevarestyrelsens råd. 

Læs også: Må jeg som gravid…?

1. Undgå upasteuriseret mælk og råmælksoste 

For at undgå listeriabakterien bør man som gravid holde sig væk fra upasteuriserede mælkeprodukter og bløde råmælksoste. 

Det betyder i praksis, at du sagtens kan drikke dansk mælk, også økologisk, da det er pasteuriseret. Du kan også spise bløde oste som brie, hvis det er pasteuriseret (kig på emballagen). Selvom bløde skimmeloste som eksempelvis gorgonzola ofte er pasteuriseret, rådes det til, at man er forsigtig med at spise den slags på grund af risikoen for listeria.  

2. Spis kødpålæg, koldrøget fisk og gravad fisk så friskt som muligt

Det anbefales også, at kødpålæg og fisk, som er koldrøget eller gravad, spises helt friskt. Det betyder i praksis, at man aldrig bør overskride sidste anvendelsesdato /bedst før-dato, og helst skal det spises i god tid før den dato. 

Læs også: Klimavenlige kostråd til gravide

3. Varm maden godt op 

Listeriabakterier forsvinder ved opvarmning. Derfor anbefales det også, at man varmer mad godt op – det skal være rygende varmt. Er der rester tilbage, som skal gemmes til dagen efter, skal det stilles i køleskabet hurtigt, så det køles ned med det samme (højst 5 grader).

Læs også: 3 gode råd til god køkkenhygiejne i børnefamilien 

4. Hav en god køkkenhygiejne 

Det sidste råd er, at man bør følge de generelle råd for god køkkenhygiejne. Det gælder både det at varme maden godt op og køle det hurtigt ned, men det går også på at holde kød og grønt adskilt og skylle frugt og grøntsager grundigt. 

Listeriainfektion hos gravide 

  • Symptomer på infektionen er blandt andet feber eventuelt ledsaget af muskelsmerter, diarré eller mave-eller rygsmerter 
  • Gravide kan smitte fosteret uden selv at blive syg 
  • Smitten kan forårsage abort, for tidlig fødsel eller fosterdød 
  • Smitten kan vise sig hos barnet i form af meningitis og blodforgiftning
  • Der registreres mellem én og tre tilfælde om året hos gravide eller nyfødte børn 

Kilde: Statens Serum Institut og Alt om Børns artikel: Hvad må jeg spise og drikke i graviditeten

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her


Kilder: Alt om Børns artikler: Må jeg spise skimmelost, Må jeg spise brie, Må jeg drikke økologisk mælk, Hvad må jeg spise og drikke i graviditeten, og Fødevarestyrelsen om listeria hos gravide og Fødevarestyrelsen om god køkkenhygiejne og Statens Serum Institut