Gravid: Sukker i kosten fører ikke til hjertefejl hos barnet

Der er ingen sammenhæng mellem sukker i den gravides kost og medfødte hjertefejl hos barnet. Det konkluderer et nyt dansk studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 29. juli 2020

Hvordan påvirker det barnets helbred, hvis moren har spist meget sukker i graviditeten?

Forskere har længe vidst, at et barn har op mod fire gange større risiko for at blive født med hjertefejl, hvis barnets mor har diabetes forud for graviditeten. Det er derfor oplagt at undersøge, om der er andre faktorer, som påvirker morens blodsukker, der ligeledes kan øge risikoen for hjertefejl hos den nyfødte.

Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) konkluderer nu i et nyt studie, at der ikke er nogen sammenhæng mellem sukker i den gravides kost og risiko for medfødte hjertefejl hos barnet.

Undersøgte 66.387 gravides blodsukker

En del af de informationer, forskerne har benyttet sig af i studiet, stammer fra det store forskningsprojekt Bedre Sundhed i Generationer, hvor mere end 100.000 gravide i perioden 1996-2002 har besvaret spørgeskemaer gennem graviditeten.

Samlet set er det nye studie baseret på data fra 66.387 gravide kvinder. I studiet er de gravide opdelt i fem lige store grupper efter glykæmisk indeks – det vil sige, hvor meget den gravides kost under graviditeten fik blodsukkeret til at stige.

Blandt de børn, som de gravide fødte, blev 543 født med hjertefejl.

Forskerne kan dog konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem et stigende glykæmisk indeks i morens kost og risikoen for, at barnet kommer til verden med en medfødt hjertefejl.

Læs også: Diabetes i graviditeten

Øget risiko ved stort forbrug af sodavand

Studiet viser imidlertid en sammenhæng mellem medfødte hjertefejl hos barnet og morens indtag af sukkerholdige drikkevarer under graviditeten.

”Her indikerer vores tal, at kvinder, der har indtaget store mængder af sodavand med sukker under graviditeten har 2-2½ gang så høj risiko for at få et barn med medfødt hjertefejl”, siger Amalie Bøggild Schmidt, der er læge ph.d. og står bag studiet.

Hun tilføjer, at der dog kan være andre sociale eller biologiske faktorer, der spiller ind i forbindelse med et højt indtag af sodavand.

Er du i tvivl om, hvordan du skal spise i graviditeten? Læs Alt Om Børns artikel om kost i graviditeten samt om hvad du må spise og drikke under graviditeten.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Statens Serum Institut, Netdoktors artikel om glykæmisk indeks.