Giftlinjen: Fjern håndsprit og kemi

Institutionerne er lukket grundet coronavirus, og det mærker man hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, hvor de får særligt mange henvendelser. De opfordrer forældrene til at pakke kemien væk – også håndspritten.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 17. marts 2020

Børn er nysgerrige og opdager verden gennem sanserne. De bliver derfor ofte fristet til at smage på tingene. Derfor skal man være påpasselig med, hvad børnene kan nå i hjemmet – særligt nu hvor børnene bruger mere tid derhjemme i hverdagen.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital opfordrer forældre til at gå en ekstra omgang i huset for at fjerne afløbsrens, eddikesyre og andet kemi, så det kommer uden for børnenes rækkevidde. Forældrene bør ligeledes være opmærksom på at fjerne deres medicin.

Vær opmærksom på håndspritten

I disse dage, hvor der er særligt fokus på håndhygiejnen, har mange af os flasker med håndsprit liggende rundt omkring i huset. Konsekvensen er tydelig hos Giftlinjen, hvor mange bekymrede forældre ringer ind, når de små har smagt på flaskerne.

Giftlinjen råder dog forældre til at tage den med ro, hvis børnene har haft næsen i håndspritten. Niels Ebbehøj, der er overlæge ved Giftlinjen understreger over for TV 2 Lorry, at en mundfuld håndsprit – i modsætning til andet af husets kemi – ikke er farligt.

– Det at være set med flasken for munden giver måske en milliliter eller to. Så kan man få et glas mælk eller vand at skylle efter med. Det er først, hvis man har tømt halvdelen af flasken, at det begynder at blive et problem, siger han.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Region Hovedstaden, TV 2 Lorry