Fordelt på alder: Så mange timer sover børn

Børn har brug for mange timers søvn, men hvor meget sover de egentlig? Og hvornår har de sovet tilstrækkeligt? Vi giver dig her en oversigt over søvnbehov fordelt på alder.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 25. maj 2021 

Det nyfødte barn bruger størstedelen af døgnets timer på at sove, men som tiden går, bliver søvnbehovet mindre og mindre. På overblikket over, hvor meget børn sover fordelt på alder. 

Læs også: Forældre mærker søvnunderskud 6 år efter fødslen 

Spædbarnet

Spædbarnet sover til at begynde med omkring 15 til 18 timer i døgnet. 

1-4 uger

  • De første fire uger sover barnet i intervaller af to til fire timer hele døgnet rundt, fordi søvnen er ikke tilpasset nat og dag. Den længste sammenhængende søvnperiode er oftest fire til fem timer.

1-3 måneder

  • Omkring seks-ugers-alderen begynder barnet at kende forskel på dag og nat, hvorfor det også her er mere vågen om dagen. Her sover barnet omkring tre timer ad gangen og sover samlet 14-15 timer. Når barnet er tre måneder, sover det cirka fem timer i løbet af dagen og resten om natten.

Læs også: Forstå børns søvn 

4 måneder til to år

Når barnet er nogle måneder gammelt, kan det sove længere tid ad gangen og har brug for færre lure. I starten sover det mellem 14 og 15 timer i døgnet, men senere bliver det mellem 12 og 14 timer. 

4-5 måneder

  • Ved 4-måneders-alderen er der behov for tre-til fire lure i løbet af dagen, mens de om natten ofte kan sove cirka fire til fem timer ad gangen  og derfor klare sig med et par opvågninger. 

6-12 måneder

  • Senere bliver antallet af lure mindre og reduceres til først tre og senere to i løbet af dagen. 

1-2 år

  • Efter barnets et års fødselsdag bliver der mindre behov for søvn i løbet af dagen, og derfor er det normalt med en til to lure i løbet af dagen.  

Læs også: Få dit barn til at sove længere om morgenen 

Førskolebarnet og skolebarnet 

Når barnet når børnehavealderen og senere skolealderen, er søvnbehovet mindre. 

Førskolebarnet

  • Her sover barnet oftest 10-12 timer i døgnet. I denne alder er soverutiner og sengetider godt indarbejdede.

Skolebarnet

  • Her er barnets søvnbehov oftest 10 timer i døgnet.

Sover dit barn mindre end angivet, og er du i tvivl, om det er tilstrækkeligt med søvn, brug da først din sunde fornuft og se på dit barn. Hvis det er et udhvilet, harmonisk barn, der udvikler sig, som det skal, får det formentlig søvn nok. 

Oplever I, at det kan være svært at få ro, når det er sengetid, så læs Alt Om Børns artikel med 9 gode råd til at få barnet til at sove 

Du kan læse mere om børns søvn hos Sundhedsstyrelsen 

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Netdoktors artikel om børn og søvn og Alt om Børns artikel om børns søvnbehov 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her