Forårsrengøring: Glem ikke legetøjet

Når den store forårsrengøring skal afvikles i det lille hjem, er det vigtigt også at huske at rengøre de mange stykker legetøj.

Af: Ema Seferovic, Redaktionsassistent, senest opdateret 11. april 2018

Fuglefløjt og forår i luften er lig med hygge i solskin, hvis vi er så heldige, men det betyder også, at det er tid til den helt store forårsrengøring. I et hjem med børn er det vigtigt også at huske at gøre legetøjet rent.

Snavset og beskidt legetøj er det perfekte sted for bakterier at leve. Hvis et barn leger med snavset legetøj kan det føre til diarré og opkast. Det kan også give barnet hudinfektioner, fortæller overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Statens Serum Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne.

Overlægen opfordrer derfor til, at man rengører legetøjet jævnligt – og ikke bare venter med det til den store hovedrengøring i foråret.

– Legetøj skal som minimum gøres rent, når der er madrester og synligt snavs, snot eller spyt på, for ellers har eventuelle mikroorganismer noget at leve af og formere sig i, siger overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Sådan renser du forskelligt legetøj

Men det er ikke alt legetøj, der bare kan smides til vask. Vi har her samlet en række råd til rengøring af legetøj fra sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen

  1. Belægninger fra fedtfingre og sekret fjernes med en klud og miljøvenlig sæbe.
  2. Legetøj lavet af plastik eller lignende kan tåle at komme en tur i opvaskemaskinen.
  3. Tøjdyr og nusseklude kan sættes til vask.
  4. Brug solens skarpe UV-stråler til at udtørre resterende bakterier.

Kilde: Jyllands-Posten