For tidligt fødte kan være bagud i sprogudviklingen

For tidligt fødte børn halter bagud i sprogudviklingen, viser et nyt norsk studie. Langt de fleste indhenter dog det tabte frem mod 5-års alderen.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 17. marts 2020

En normal graviditet varer 40 uger. Hvis barnet fødes før graviditetens uge 37, er der tale om en for tidlig fødsel. Det kan have en række konsekvenser for barnet, hvis det bliver født for tidligt.

Nu viser et nyt norsk studie, at for tidligt fødte børn kan være bagud i sprogudviklingen helt frem til skolealderen.

Bag om studiet

Søskendestudiet tog udgangspunkt i 26.769 børn, som blev født mellem graviditetsuge 23 og 42. De for tidligt fødte børn blev inddelt i tre grupper:

  • Født mellem uge 35 og 37 (3-6 uger for tidligt)
  • Født mellem uge 29 og 34 (6-12 uger for tidligt)
  • Født før uge 28 (mere end 12 uger for tidligt)

Studiet viste, at børn født før uge 37 har forhøjet risiko for forsinkelser i sprogudviklingen, når de er halvandet år. Ved 3- og 5-års alderen var det imidlertid kun de børn, der var født før uge 34, der fortsat havde risiko for at være bagud i sprogudviklingen. Børn, der blev født før uge 29, havde ligeledes forhøjet risiko for forsinkelser i sprogudviklingen ved både halvandet-, 3- og 5-års alderen.

På baggrund af studiet har forskerne konkluderet, at der er en sammenhæng mellem for tidlige fødsler og risikoen for, at barnets sprogudvikling er forsinket helt frem til skolealderen. 

Læs også: Børns tidlige sprogudvikling 0-2 år

Problemer med samtaler

Børn i 5-års alderen, der har forsinkelser i sprogudviklingen, kan have svært ved at følge instruktioner, svare på spørgsmål og identificere ting, som bliver nævnt i samtalen, ligesom de kan have svært ved at fornemme, hvornår det er deres tur til at sige noget i en samtale. Det siger Imac Maria Zambrana, der er en af forskerne bag studiet, til forskning.no

Enkelte for tidligt fødte børn vil ifølge forskeren desuden have vanskeligheder med lydproduktion, og i skolen får nogle af de, der er født meget for tidligt, svært ved at lære alfabetet.

Det norske studie viste dog, at der var en formindsket risiko for forsinkelser i sprogudviklingen over tid, hvilket vil sige, at barnet i langt de fleste tilfælde indhenter sproget gradvist, således at barnet har indhentet sine søskende ved 5-års alderen.

Læs også: Børns senere sprogudvikling 3-6 år

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: cambridge.org, forskning.no