Fastelavn: 7 råd om brug af ansigtsmaling

Fastelavn er lige om hjørnet, og det betyder farverige kostumer og ansigtsmaling. Astma-Allergi Danmark har samlet 7 råd, til hvordan du vælger ansigtsmaling med omhu til dit barn.

Af: Ema Seferovic, Redaktionsassistent, opdateret af Trine Gjerlevsen, 11. februar 2021

“Fastelavn er mit navn …”

Fastelavn bliver uden den traditionelle raslen fra dør til dør i år. Men det skal ikke sætte en stopper for den festlige udklædning og ansigtsmaling!

Du bør dog være opmærksom på, at der være stoffer i ansigtsmalingen, som er knap så gode for dit barn.

Har dit barn sart hud eller lider af eksem, så bør man ifølge Astma-Allergi Danmark overveje at lade være med at benytte sig af ansigtsmaling. Uanset hvad er det dog vigtigt at overveje, hvilken ansigtsmaling, der bliver brugt på barnets hud.

7 gode råd om brug af ansigtsmaling

Astma-Allergi Danmark har samlet 7 gode råd til, hvordan du vælger og bruger ansigtsmaling med omhu, når der skal males fastelavnsansigter.

  1. Brug en fed uparfumeret underlagscreme, inden ansigtsmalingen smøres på.
  2. Brug så tyndt et lag ansigtsmaling som muligt.
  3. Undlad altid at male tør og revnet hud eller hud med tydeligt eksemudbrud.
  4. Vælg produkter uden parfume, og husk, at økologimærket ansigtsmaling også kan indeholde parfume og andre allergifremkaldende stoffer.
  5. Køb faste farver frem for flydende. Jo mere flydende, jo mere konservering er der i, og det kan være med til at fremkalde allergi. Tjek ansigtsmalingens indholdsstoffer via apps så som Tjek Deklarationen eller Kemilex.
  6. Stop med at bruge ansigtsmalingen, hvis du ser tegn på allergi eller irritation.
  7. Vær grundig med at fjerne ansigtsmalingen og helst så hurtigt efter festen som muligt. Fjern ansigtsmalingen fx med en fed creme eller lunkent vand og skumsvamp eller ved at bruge en rensecreme uden parfume.

Kilde: Astma-Allergi Danmark