Færre gravide tager antidepressiv medicin

Foto: iStock.com

Der er sket et fald på 33 procent i antallet af kvinder, som tager antidepressiv medicin, mens de er gravide. Forskere mener, at det nu er nødvendigt at finde årsager til det store fald.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 4. november 2019

For mange er graviditet og familieforøgelse forbundet med stor lykke og glæde. Alligevel oplever mellem 10 og 15 procent af danske kvinder depressive symptomer, mens de er gravide. Forbruget af antidepressiv medicin blandt gravide voksede eksplosivt fra 1997 til 2011, men det viser sig, at kurven nu går den anden vej. Siden 2011 er antallet af gravide, som får antidepressiv medicin, nemlig faldet med 33 procent. Det viser et nyt studie fra Center for Registerforskning og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet

Forskerne bag studiet mener, at resultaterne bør følges op af yderligere undersøgelser af, hvorfor der er sket et kraftigt fald de seneste år. De understreger nemlig, at det med al sandsynlighed ikke skyldes, at der er blevet færre gravide med depressive symptomer. 

– Faldet siden 2011 er ikke til diskussion, eftersom alle skal indløse en recept på et apotek for at få udleveret antidepressiv medicin, og det er så markant et fald, at det er mere end relevant at undersøge nærmere, om gravide kvinder med depressive symptomer får den rigtige behandling og dermed forebygger følger efter depression bedst muligt, siger Jakob Christensen, som er en af forskerne bag studiet.

Læs også: Sådan påvirker antidepressiv medicin i graviditeten dit barn 

Antidepressiv medicin kan måske skade fosteret
Et tidligere studie fra 2017 har vist, at der blandt andet er en øget risiko for at barnet udvikler psykisk sygdom senere i livet, hvis moren har taget antidepressiv medicin i graviditeten.  

I forbindelse med udgivelsen af studiet påpegede forskerne dog, at det lige så godt kunne være et tegn på, at psykiske lidelser kan være arveligt. 

– Vi kan ikke afvise, at medicinpåvirkning af fosteret direkte har en indflydelse på resultaterne. Men vi vurderer, at det i lige så høj grad er et udtryk for, at psykisk sygdom er arveligt, siger Trine Munk-Olsen til Politiken tilbage i 2017.

Forskerne bag det nye studie mener, at det er nærliggende at tænke, at flere fravælger antidepressiv medicin i frygt for at skade barnet. I den forbindelse påpeger Jakob Christensen dog, at en ubehandlet depression også kan have nogle konsekvenser. 

– Denne risiko for barnet skal så holdes op mod risikoen for depression hos moren. En ubehandlet depression kan have store konsekvenser for både mor og det nyfødte barn, eksempelvis i mistrivsel og i værste tilfælde i form af selvmordstanker hos moren, siger han.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Århus UniversitetAlt om Børns artikel om graviditet og antidepressiv medicin.