Diabetes-app kan forbedre din graviditet

Diabetes-app til gravide bidrager med nyttige informationer, der kan forbedre graviditeten for kvinder med diabetes, understreger forskere i et nyt dansk studie.

 

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent

Senest opdateret 3. november 2017

 

I januar 2014 udkom den første internationale diabetes-app til gravide. Nu tre år efter lanceringen af ‘Gravid med Diabetes’, som appen hedder, gør en gruppe danske forskere status på appens formål og indvirkning i en ny forskningsartikel på Danish Medical Journal.

 

Diabetes-appen bidrager med information, der kan være med til at informere gravide med diabetes om sygdommen og dens indvirkning før, under og efter graviditeten. På den måde kan den være med til at forberede den enkelte diabetiker til graviditeten, og det kan føre til en forbedret graviditet, konkluderer forskerne bag studiet.

 

Læs også: Sukkersyge og graviditet

 

Hvad kan diabetes-appen?

‘Gravid med Diabetes’ er en app til  kvinder, der er gravide eller som overvejer at blive det, og som har enten type 1-diabetes eller type 2-diabetes. Appen kan også bruges til kvinder, der undervejs i graviditeten bliver ramt af graviditetssukkersyge.

 

  • Appen bidrager med lettilgængelig informationer om blandt andet kost og insulinbehov under graviditeten.

  • Appen bidrager med gode råd til, hvordan man som partner kan støtte sin gravide kæreste eller kone.

 

I juli 2017 blev appen downloadet over 4.000 gange i Danmark og over 27.000 gange fordelt på i alt 183 lande. De mest besøgte emner i appen omhandler ‘kost og kulhydrater’, ‘blodsukker’ og ‘mulige komplikationer’.

Det viser det nye studie, som du kan læse mere om her.

Kilde: Danish Medical Journal og Diabetes.dk