Det skal I lave i december

Det er blevet december, og nu kan julehyggen med pebernøddebagning, flettede hjerter og julefilm for alvor begynde. Her giver vi idéer til, hvad I skal lave i december.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 3. december 2020

Så er det jul igen!

Efter et år, som de fleste gerne vil glemme alt om, indtræffer december – og dermed årets sidste måned – endelig. Men hvad skal I lave i december?

Her giver vi inspiration til traditionelle julerier, kreativ julestue og aktiviteter udenfor hjemmet, der kan gøre juletiden sød på trods af den allestedsnærværende coronapandemi.

Traditionelle julerier

Nogle traditioner må bare gentages hvert år i december. Det er dem, der bringer den helt rigtige julestemning og hjælper med nedtællingen til juleaften.

  • Julebagning er altid et sikkert hit. Bag pebernødder, brunkager og vaniljekranse eller lav konfekt med slik. Det er en aktivitet, som både store og små kan deltage i.
  • Så er det endelig blevet tid til at se julefilm igen! Hvad enten I vælger at hygge jer hjemme på sofaen eller tage i biografen, så er der masser af julefilm at vælge imellem for både små og større børn. I biografen kan I for eksempel se Malous Jul eller Julemandens Datter 2.
  • Spis æbleskiver og risengrød. Mums! Hvis nisserne er på spil hjemme hos jer, kan det være, at de har farvet risengrøden rød!
  • Noget af det bedste ved december er, at I kan tælle ned til jul med årets tv-julekalendere. I år kan I se den nye julekalender Julefeber på DR1 samt gense Juleønsket og Alletiders Jul på TV 2 og Nissebanden på DR Ramasjang.
  • Skriv brev til julemanden. Han skal jo vide, hvad børnene ønsker sig! 

Den kreative julestue

Der er masser af kreative projekter, som I kan give jer til i december. I virkeligheden er det jo kun fantasien, der sætter grænser.

  • Ingen jul uden flotte julekreationer på vægge og lofter. Find kassen med pap, papir, lim, saks og farveblyanter frem og se, hvem der kan lave årets fineste julepynt.
  • Lav hjemmelavede gaver til hele familien. De mindste kan lave håndaftryk med de voksnes hjælp, mens de store kan male, tegne, klippe og klistre. Mon ikke børnenes bedsteforældre bliver rørte over en håndmalet kop, en pyntet mulepose eller et fint perlearmbånd?
  • Julen bliver for manges vedkommende en smule anderledes i år. Spred glæde og julestemning med hjemmelavede julekort, som I sender til venner og familie i nær og fjern. Det vil helt sikkert varme i denne tid.
  • Hvis I er i det musikalske hjørne, kan I give jer i kast med at skrive jeres egen sang til juleaften. Den bliver med sikkerhed et hit! Find en sang, som alle kender, og erstat teksten med jeres egen. Sangen kan handle om året, der er gået, eller om, at morfar altid gemmer mandlen, og Sofie smugkigger til gaverne før juleaften.
  • Juledekorationer er selvfølgelig en klassiker. Har I ikke allerede lavet årets dekoration med et kalenderlys, som kan gøre tiden frem mod jul mere konkret for børnene, så er det et must.

Uden for hjemmet

Selvom coronaepidemien gør, at vi alle må blive mere hjemme for tiden, så er der nogle aktiviteter, som I stadig kan opleve uden for hjemmet.

  • Tag ud og fæld jeres eget juletræ. Børnene vil helt sikkert være begejstrede for, at I vælger det helt rigtige grantræ på marken, som I tager med hjem og pynter fint. Slut turen af med varm kakao med flødeskum – og måske H.C. Andersens fortælling om Grantræet.
  • Stå på skøjter. I år kan I for eksempel stå på skøjter mellem pandaer og pingviner i midten af Zoo i København.
  • De fleste julemarkeder er desværre blevet aflyst i år. Der er dog fortsat nogle steder, hvor I kan finde julestemningen. Det gælder blandt andet på Kronborg, hvor I kan gå på opdagelse på det julepyntede slot.
  • Er I til vilde lysdekorationer i det fri, så kan I tage et smut forbi Ringsted, hvor lysfestivalen LUMIERER i år har skabt en fortryllende vinterskov.
  • Dansk Arkitektur Center har man heller ikke glemt julen. Museet har forvandlet udstillingen Kids’ City til en magisk vinterby.
  • I Århus kan I tage på Naturhistorisk Museum, hvor man i december sætter fokus på dyrenes tilpasningsevne i kulden.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her