Derfor skifter farven på dit barns hår

Det er helt normalt, at dit barns hår skifter farve. Det skyldes, at mængden af pigmentet melanin i hårsækkene ændrer sig i løbet af livet.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 4. august 2020

Har du undret dig over, hvorfor dit barns hår skifter farve? Måske er din søn eller datter født med mørkt hår, men har i løbet af de første leveår fået lysere lokker?

De fleste mennesker skifter helt naturligt hårfarve flere gange i løbet af livet. Det kan derfor være svært at sige, hvilken hårfarve et spædbarn vil få som voksen. Det er nemlig bestemt af barnets gener, som går længere tilbage end til forældrenes naturlige hårfarver. Det forklarer for eksempel, hvorfor et forældrepar kan få et barn med rødt hår, selvom de begge har lyst hår.

Melanin bestemmer dit barns hårfarve

Det er meget individuelt, hvornår og hvor ofte vi skifter hårfarve i løbet af livet. Det afhænger nemlig af mængden af melanin i hårsækkene. Det fortæller Jørgen Serup, der er professor i dermatologi ved Bispebjerg Universitetshospital.

Melanin er mørkfarvet pigment, som sidder i hårsækkene. Der findes to typer: eumelanin, der spænder fra brunt til sort, og pheomelanin, der varierer fra rødt til gult. Begge former kan være til stede samtidig. Hvis der er en stor mængde af eumelanin, vil håret være mørkt, mens en større mængde af pheomelanin resulterer i lysere eller mere rødligt hår.

Sort og brunt hår er de mest udbredte naturlige hårfarver. Kun en lille del af verdens befolkning er ægte blondiner, mens blot 1-2 procent på verdensplan er rødhårede.

Brevkasse: Min datter bliver drillet med sine mørke hår

Farveskift er normale i løbet af livet

Mængderne af melanin varierer dog over tid og medfører, at vores hår kan gennemgå op til flere farveskift i løbet af livet.

– Mange børn fødes med mørkt hår, som er helt blødt, og som falder af inden for det første leveår. Det nyfødte ‘fehår’ erstattes af et fint og tyndt hår, som igen erstattes af mere kraftigt hår, siger Jørgen Serup. 

De fleste børn har dog fået et voksenlignende hår, når de runder 7-9 års alderen.

– Det sker ofte, at babyer bliver så lyshårede, at de nærmest er hvidhårede, for så at blive mere korngule i farven, når de er 5-7 år. Senere bliver det måske brunt fra teenageårene, siger han.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Netdoktor