Danske børn spiser for meget slik

Foto: iStock.com

Danske børn spiser fem gange så meget slik, som en sund og varieret kost kan rumme, og særligt indtaget i weekenderne er stort. Det vil et nyt projekt forsøge at ændre uden at gå på kompromis med hyggen.  

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 7. oktober 2019 

Når ugen lakker mod ende, kommer slikskålen, sodavanden og chokoladen frem i de små hjem. Hver dansker køber hvert år 12,3 kilo slik og chokolade, og det er særligt i weekenden, at forbruget er højt. Børn og unges weekendindtag er blandt andet steget med op til 25 procent siden 2005, og det kan få sundhedsmæssige konsekvenser. 

Læs også: Så lidt sukker må dit barn få om dagen 

Derfor forsøger et nyt tre-årigt projekt ‘Er du for sød’ at gøre det nemmere for danskerne at skrue ned for slikforbruget og samtidig bevare hyggen. Projektet er fra DTU Fødevareinstituttet og støttet af Nordea Fonden. 

“Vi vil gerne have gjort op med forestillingen om, at hygge altid hænger sammen med det søde. Hvem siger, at hygge ikke kan være et spil kort frem for en stor skål slik? Eller at man sammen anretter et flot frugtfad til deling?,” siger seniorforsker, Anja Biltoft-Jensen fra DTU Fødevareinstituttet.

Børn må gerne spise slik og drikke sodavand, men håbet er, at forbruget bliver mindre end nu. 

Læs også: Slikskålen kommer frem, når børnene er lagt 

Gode råd fra danskerne
Ud fra en række ideer, tips og råd fra danskerne vil DTU Fødevareinstituttet udvikle konkrete redskaber og teknikker til danske børnefamilier, så det bliver nemmere at balancere mellem det søde og det sunde. 

“Vores børn får det antal fredagsslik, som svarer til deres alder. Syv stykker til en syv-årig,” lyder et råd blandt andet fra en dansker, som har givet sit råd til projektet. 

Du kan læse flere råd på projektets hjemmeside ‘Er du for sød’

Hvor meget er for meget?
Det anbefales, at børnehavebørn maks får mellem 30 og 40 gram sukker om dagen, mens anbefalingerne er på 45 til 55 gram for et skolebarn. 

Kommer chokoladen, sodavanden og slikskålen frem, når de små hurtigt op på den anbefalede mængde.

  • En chokoladebar (55 gram) indeholder 32 gram sukker

  • Vingummi og lakrids (50 gram) indeholder 18 gram sukker

  • En portion bolsjer (50 gram) indeholder 37 gram sukker 

  • En sodavand (0,5 liter) indeholder 50 gram sukker

  • Saftevand (2 dl) indeholder 20 gram sukker  

  • Et stykke kage (70 gram) indeholder 20 gram sukker 

  • Is med chokoladeovertræk (90 gram) indeholder 17 gram sukker

Kilde: DTU Fødevaeinstituttet, ‘Er du for sød’, Fødevarestyrelsen 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her