Daginstitutioner styrker børns fysiske og psykiske helbred

Børnehavebørn tager et godt fysisk og psykisk helbred med, når de starter i skole. Det viser et nyt svensk studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 19. maj 2020

Lige for tiden ser dagligdagen i landets daginstitutioner ret anderledes ud end den hverdag, som børnene er vant til. Et nyt svensk studie har imidlertid undersøgt, hvordan børnehaven generelt påvirker børns fysiske og psykiske helbred. 

Resultatet af studiet tyder på, at der er fordele ved at vælge børnehaven til. Konklusionen lyder nemlig, at børnehaven styrker børns fysiske og psykiske helbred.

Flere begyndte i børnehave

I 2002 kom der en ny reform i Sverige, der gjorde det billigere at få sit barn passet i børnehave. Andelen af børnehavebørn steg i den forbindelse fra 70 til 85 procent. 

Og i det nye studie har forskerne netop taget udgangspunkt i denne stigning. Studiet er baseret på data fra Skåne mellem 1999 og 2008. Tallene siger således noget om ændringen i børnenes fysiske og psykiske helbred i den periode, hvor flere børn begyndte at gå i børnehave.

Færre infektioner og psykiske problemer i indskolingen

Studiet viste, at børn, som havde gået i børnehave, havde betydeligt færre problemer med psykisk sygdom, adfærdsmæssige forstyrrelser og aggressioner i indskolingen, sammenlignet med børn, som havde været hjemme indtil skolealderen. 

Forskerne undersøgte også børnehavebørnenes fysiske helbred. Børnehavebørnene havde flere infektioner i 2-3 års alderen sammenlignet med børn, der var blevet passet hjemme. Til gengæld var børnehavebørnene mere raske, når de gik i indskolingen, hvor de hjemmepassede havde flere infektionssygdomme.

De svenske forskere konkluderer derfor, at børnehaven er en langsigtet investering i folkesundheden.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: fof.se, ifau.se