Coronavirus: Hvordan skal jeg forholde mig som gravid?

Ifølge Sundhedsstyrelsen tyder det ikke på, at gravide er særligt udsatte i forbindelse med den nye coronavirus. For en sikkerheds skyld betragtes gravide dog som en risikogruppe.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 24. marts 2020

Hvis du netop nu er gravid, er det sikkert ikke dit ønskescenarie, at vi står midt i en epidemi. Den nye coronavirus – COVID-19 – fylder meget i medierne og på hospitalerne, og det kan føre til mange bekymringer angående graviditet, fødsel og smittefare. Her kan du læse om Sundhedsstyrelsens anbefalinger til dig, der er gravid.

Er jeg som gravid særligt udsat?

Som gravid er man mere modtagelig for infektioner, som for eksempel influenza, og Sundhedsstyrelsen kategoriserer derfor gravide som en risikogruppe ud fra et forsigtighedsprincip. Det er dog ikke på nuværende tidspunkt bevist, hvorvidt gravide faktisk er særligt udsatte over for COVID-19.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer, der er i risikogruppe, holder sig hjemme så meget som muligt, undgår fysisk kontakt og sørger for god håndhygiejne. 

Hvad sker der med de planlagte undersøgelser og screeninger?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle graviditetsundersøgelser og -konsultationer udføres som normalt. De understreger dog, at du skal møde op alene til undersøgelsen.

Hvis du har symptomer på coronavirus, skal du udskyde din undersøgelse indtil 48 timer efter, at symptomerne er forsvundet. 

Bliver min fødsel anderledes?

Hvis du ikke har haft symptomer på coronavirus, kan din fødsel foregå som vanligt. Dog må hjemmefødsler ikke foregå, hvis du eller andre i hjemmet har haft symptomer, der giver mistanke om smitte.

Hvis du har pårørende, der udviser symptomer på COVID-19, må de ligeledes ikke tage med dig på hospitalet. Du må kun medbringe én pårørende til fødslen.

Du skal ringe til fødeafdelingen, hvis du selv har symptomer på coronavirus. Hvis der er mistanke om COVID-19, bliver du testet for virusset.

Sundhedsstyrelsen fraråder, at mor og barn adskilles efter fødslen, hvis moren er smittet med COVID-19. Det tyder nemlig ikke på, at spædbørn er i særlig risikogruppe.

Sundhedsstyrelsen har samlet en række anbefalinger og råd til dig, der er gravid. Du kan læse dem her

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsens infokampagne til gravide