Coronavirus: Få smittede børn i Danmark

I Danmark udgør børn en meget lille andel af antallet af coronavirus-smittede. Det viser en ny rapport fra Statens Serum Institut.

Af: Redaktionen, Netdoktor.

I disse dage er daginstitutionerne og de laveste klassetrin i landets folkeskoler så småt ved at åbne op igen. Det har skabt et øget fokus på børnene og personalets helbred og sikkerhed. Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut er der dog ikke behov for bekymring. 

Børn fra 0-18 år udgør nemlig en meget lille andel af det samlede antal af COVID-19 smittede i Danmark. Det drejer sig om kun 2,6 procent. Ingen af disse tilfælde har hverken resulteret i dødsfald eller intensiv behandling, og kun 15 børn har været indlagt med diagnosen. 

Læs også: Vask hænder hyppigt, men skån huden

Smitterisiko blandt børn

Milde symptomer er, hvad der kendetegner de få virusramte børns sygdomsforløb, og af samme årsag er der i den seneste tid blevet stillet spørgsmålstegn ved niveauet af smittespredning fra børn.

På nuværende tidspunkt findes der dog ingen videnskabeligt funderede konklusioner på, hvorvidt corona-smittede børn udgør en særlig smitterisiko. 

En gruppe norske forskere har lavet et forskningsstudie, der gennemgår en række forskningslitteratur på emnet. Konklusion er, at der ikke er nok data, der kan bekræfte tesen om, at børn udgør en særlig smittekilde. 

Læs også: Studie skal undersøge, om gravide og nyfødte er i risikogruppe

Der er derfor behov for flere undersøgelser, lyder det fra Statens Serums Instituts afdelingschef Tyra Grove Krause:

– Det er vist, at børn smittes på lige fod som voksne i familier. Men det er endnu uvist, i hvilken grad mildt syge og asymptomatiske børn er med til at sprede COVID-19 i samfundet. Her er der brug for flere studier, siger Tyra Grove Krause.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Statens Serum Institut