Corona-tiltag har stoppet epidemi med kighoste

Kighoste kan være en farlig sygdom for de helt små børn. Kighosteepidemien, der startede i 2019 og fortsatte ind i 2020, er nu forbi. Årsagen er formentlig de effektive tiltag, der blev indført som led i bekæmpelsen af coronavirus.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 2. september 2020

Gennem 2019 og i starten af 2020 var der kighosteepidemi i Danmark. Epidemien startede på Fyn, hvorefter den bredte sig til resten af landet. I 2019 blev der dokumenteret 3.691 forekomster af kighoste. Sammenlignet hermed var der i 2017 og 2018 tale om henholdsvis 1.023 og 1.064 tilfælde.

Men nu er kighosteepidemien forbi. Det skriver Statens Serum Institut (SSI). At epidemien er gået i sig selv igen skyldes formentlig de effektive tiltag, der er blevet sat i værk for at holde smitte med coronavirus nede.

Corona-tiltag har hjulpet

Da der i marts blev indført restriktioner i forbindelse med coronaepidemien, skete der nemlig et stort fald i antallet af personer med påvist kighoste.

– Man må derfor formode, at de generelt smittebegrænsende tiltag, der blev indført i Danmark, har været med til, at kighosteepidemien nu reelt er overstået, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.

Hvad er kighoste?

Kighoste er en meget smitsom sygdom, der kan være farlig for helt små børn. Hvis man er vaccineret eller tidligere har haft kighoste, er man bedre beskyttet, men ikke fuldstændigt immun, og man kan derfor stadig blive syg med kighoste.

Smitten overføres ved dråbeinfektion, for eksempel ved hoste eller nys. Symptomerne på kighoste minder først om forkølelse med let hoste. Senere kommer der hoste med gentagne hostestød, til lungerne er tømt for luft, efterfulgt af en dyb indånding med en hivende lyd. Man hoster sejt slim op, og i nogle tilfælde kan der også være opkastninger.

Læs mere: Kighoste: Sådan spotter du symptomerne

Vaccinationer til børn og gravide

Kighoste er heldigvis blevet en forholdsvis sjælden sygdom. Sygdommen kommer dog i form af egentlige epidemier med 3-5 års mellemrum – også blandt vaccinerede grupper. 

Som en del af børnevaccinationsprogrammet vaccineres de fleste børn mod kighoste i 3 måneders, 5 måneders, 12 måneders og 5-års alderen.

Ifølge SSI blev der i 2019 registreret 299 tilfælde af kighoste hos børn under to år. 39 procent af de ramte børn var ikke vaccineret, mens 19 procent havde fået alle de tre primære kighostevaccinationer.

Læs mere: Børnevaccinationsprogrammet

I november 2019 anbefalede Sundhedsstyrelsen endvidere, at alle gravide i 2. og 3. trimester lod sig vaccinere gratis mod kighoste. Tilbuddet om gratis vaccine er blevet forlænget flere gange. Senest er det forlænget til udgangen af 2020.

Mellem den 1. november 2019 og den 22. juni 2020 er 24.279 gravide blevet vaccineret.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Statens Serum Institut, Alt Om Børns artikel om kighoste samt Netdoktors artikel om kighoste, Sundhedsstyrelsen