Corona: Kvinder over 41 får forlænget tilbud om fertilitetsbehandling

Grundet coronaepidemien måtte landets fertilitetsklinikker lukke en periode. Nu er klinikkerne åbne igen, og Danske Regioner har besluttet at forlænge tilbuddet om fertilitetsbehandling til kvinder over 41 år.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 19. maj 2020

I midten af marts lukkede store dele af samfundet ned på grund af coronaepidemien. Det var også tilfældet for landets fertilitetsklinikker, og det betød, at ufrivilligt barnløse måtte sætte drømmen om familieforøgelse på pause.

Nu er fertilitetsklinikkerne begyndt at åbne igen. Men for kvinder, der har ventet på behandling og i mellemtiden er fyldt 41 år, betyder det, at de falder uden for aldersbegrænsningen, hvor de ikke længere tilbydes behandling på regionale klinikker.

Derfor har Danske Regioner nu besluttet at forlænge tilbuddet om behandling til kvinder over 41 år. Kvinderne kan således få behandling i fire måneder ekstra fra deres fødselsdag.

Samtidigt kan nedfrosne befrugtede og ubefrugtede æg, som har ligget i fem år og derfor skulle destrueres, fortsat opbevares og anvendes indtil d. 1. juli 2020. Det har Folketinget givet dispensation til.

Fertilitetsklinikkerne er genåbnet

Landets fertilitetsklinikker er påbegyndt en begrænset genåbning af fertilitetsbehandlingen.

Rigshospitalet melder for eksempel, at Fertilitetsklinikken igen er åben, men at der er tale om en begrænset genåbning med et mindsket antal af behandlinger. Det skal sikre, at klinikken er i stand til at overholde Sundhedsstyrelsens krav.

Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens er ligeledes igen åbne for fertilitetsbehandling i begrænset omfang.

Mød ikke op på hospitalet med symptomer

Det er fortsat vigtigt, at man ikke møder op på hospitalet, hvis man viser tegn på coronavirus, eller hvis man har været i kontakt med en person med påvist coronavirus. 

Rigshospitalet fastholder desuden, at man ikke kan melde sig til behandling, før der er gået 28 dage, siden man er blevet rask efter coronavirus eller har været i kontakt med en smittet.

Ufrivillig barnløshed hos 15 procent

Ifølge Danske Regioner kæmper 15 procent af danske par med ufrivillig barnløshed. I 2018 var 17.596 kvinder i fertilitetsbehandling på en offentlig eller privat klinik.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Danske Regioner, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Regionshospitalet Horsens