Børn og motion: Hvilken motionsform er bedst?

Børn skal røre sig 60 minutter om dagen, men hvilke motionsformer er bedst til børn?


Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent

Senest opdateret 18. september 2017


Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn motionerer 60 minutter dagligt. Men med så mange forskellige muligheder, kan det være svært at finde frem til, hvilken sportsgren der passer bedst til dit barn.  


Jeg kan ikke sige, BUM! Den her sportsgren er den bedste til børn, for det er meget forskelligt. Hvor fitness ikke sætter store motoriske krav til børnene, kan det være sværere at få venner. Her er håndbold og fodbold bedre, men samtidig er boldspil også krævende, siger Marina Aagaard, der er master i fitness og træning fra Syddansk Universitet.


Hver sportsgren har både sine fordele og ulemper. Eksempelvis er svømning og cykling sportsgrene, hvor det ikke er problematisk for barnet at deltage, selv hvis det vejer lidt for meget. Til gengæld er det sportsgrene, hvor det er svært at være i dialog med de andre deltagere, mens aktiviteten står på.


Nogle sportsgrene såsom surfing, ridning eller kajak er gode, fordi barnet får aktiveret mange af kroppens muskler, men samtidig er det også sportsgrene, som er dyre at gå til på grund af udstyret.


Læs også: Når et barn skal tabe sig


Vær et forbillede

I nogle familier kommer børnene selv til forældrene med ideen om at starte til en sportsgren, men det er langt fra tilfældet hos alle familier. Derfor har vi samlet et par gode råd til, hvordan du kan være med til at aktivere dit barn, så det får de 60 minutters anbefalet motion om dagen.


  1. Tal med dit barn om sundhed. Indgå i en dialog med dit barn om, hvorfor daglig motion er vigtigt.

  2. Vær et forbillede ved selv at dyrke motion – på den måde viser du barnet, at motion er vigtigt for alle mennesker, børn såvel som voksne.

  3. Gør motion til noget, som I kan gøre sammen hele familien. Tag en tur i svømmehallen, spænd cykelhjelmen, hop på cyklen og tag på en cykeltur eller arrangér daglige powerwalks efter aftensmaden.  

Kilde: DR