Børn kan også få hovedpine

Den dunkende og pressende følelse, som hovedpine giver, kender de fleste voksne til. Men hovedpine er faktisk også hyppigt blandt børn, og årsagerne dertil er både mange og brogede.

Af Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent 27.08.2018

Hovedpine er i langt de fleste tilfælde helt ufarligt, men det er både ubehageligt og kan være en hindring i hverdagen – og sådan er det også for børn. Hovedpine er ikke kun hyppigt blandt voksne, det er også hyppigt blandt børn, og årsagerne dertil kan være mange.

Årsager til hovedpine hos børn

  • Primær og sekundær hovedpine:
    Hovedpine blandt børn kan deles op i en primær og en sekundær kategori. Den primære kategori dækker over eksempelvis migræne eller spændingshovedpine, mens den sekundære hovedpine kan skyldes væskemangel, influenza eller anden sygdom.

  • Væskemangel og forkert kost:
    Hovedpine kan opstå hos børn, hvis de får for lidt vand eller forkert kost.

  • Søvn:
    Hovedpine hos børn kan også være en eftervirkning af for lidt – eller en uregelmæssig søvn.

  • Stress, angst og sociale problemer:  
    Selvom hovedpine er en fysisk gene, så er årsagen ikke nødvendigvis fysisk. Psyken kan også spille en rolle. Er dit barn præget af skoleangst, sociale problemer, stress, eller er der mange skænderier i hjemmet blandt forældrene, kan faktorer som det også fremprovokere hovedpine hos børn.

  • Skærmtid:
    Selvom det kan være nemt at placere de små foran TV’et eller lade dem spille på Ipaden, så kan for lang tid foran skærmen være en direkte årsag til hovedpine hos børn.

  • Synsproblemer: 
    Det er en god ide at få undersøgt dit barns syn, hvis han/hun er præget af hovedpine. Synsproblemer kan nemlig også give hovedpine.

Hvad kan man selv gøre?

Alt efter hvilken årsag der ligger til grund for dit barns hovedpine, så kan du som forælder gøre lidt.

  • Sørg for at give dit barn en vandflaske med i skole

  • For børn med migræne kan hvile i et mørkt, stille rum have god effekt.

  • Ligesom for voksne gælder det, at større børn med spændingshovedpine kan have god effekt af regelmæssig motion/aktivering.

  • Lav en detaljeret hovedpinedagbog, hvor I noterer vigtige informationer om hovedpinen ned. Det kan gøre det nemmere, hvis lægen skal klarlægge, hvilken type hovedpine dit barn lider af.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Netdoktor