Børn bør lære både at tabe og vinde

Selvom det ikke er lige så sjovt at tabe, som det er at vinde, er det vigtigt, at dit barn lærer, hvordan det tackler både glæde og frustrationer, når der spilles og leges.

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent
Senest opdateret 23. maj 2018

“Tab og vind med samme sind” er et populært ordsprog blandt forældre. Og det med god grund, for det er vigtigt, at barnet både lærer at glæde sig over en sejr uden at hovere, men også lærer, hvordan man tackler frustrationerne, når man taber.

Derfor er det vigtigt, at man som forældre ikke lader sit barn vinde i eksempelvis spil, bare fordi det er et barn. Barnet skal nemlig lære at beherske sin vrede, når det taber, påpeger børneneuropsykolog Helle Kjærgaard.

– Grundlæggende består livet jo af situationer, hvor man ikke bliver nummer et, hvor man ikke er den, der bliver valgt til at være med på holdet eller ikke bliver valgt som prinsessen i teaterstykket. Livet er fuld af situationer, hvor man bliver fravalgt, og hvor man taber, siger hun.

Omvendt er det vigtigt, at barnet også lærer at beherske sin jubel, når det vinder. For ifølge Helle Kjærgaard skal der naturligvis være plads til jubel, når barnet vinder, men der er ingen grund til, at jublen bevæger sig over i en hoverende karakter. Det er vigtigt, at barnet ikke får et indtryk af, at dem, der ikke vinder, er dumme, understreger børneneuropsykologen.

Vær det gode eksempel

Der findes forskellige måder, hvorpå dit barn kan lære at tackle begge situationer på en sund måde. En af dem er gennem leg og læring i selskab med forældre.

Hiv et spil ludo frem, når der skal hygges om fredagen, eller spil en omgang kort med børnene om søndagen. Børn spejler sig i voksne, så hvis du som far eller mor går hen og vinder eller taber, så opfør dig respektfuld over for de andre parter. På den måde lærer barnet, hvordan det skal opføre sig i begge situationer.

Derudover er det vigtigt, at du som forældre skaber en hyggestemning om det at spille. For alt behøver ikke at have en karakter af konkurrence. Det er vigtigt, at man som forældre viser sit barn, at det er helt normalt ikke altid at vinde. Det skal gøres nemt for barnet at sige ‘pyt’, når det ikke går som planlagt i et spil.

Kilde: Jyllands-Posten