At blive mor giver yngre hjerne

Foto: iStock.com

Et nyt studie viser, at mødres hjerne er flere måneder yngre end deres jævnaldrende uden børn.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 12. november 2019

Det kan være svært at forstå, når man står med en grædende baby på armen og rande under øjnene klokken fire om natten, at ens hjerne skulle være yngre end ens jævnaldrendes uden børn. Men faktum er dog, at et studie, offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, viser, at hjernen hos kvinder, der har født, ældes langsommere end barnløse kvinder, skriver forskning.no. 

Læs også: Hjernens opbygning 

Studiet viser, at mødres hjerne i gennemsnit er mellem fem og seks måneder yngre, og at effekten på hjernen øges af antallet af børn – dog kun op til fire, hvorfra det går ned igen. Effekten viser sig muligvis at være langvarig, da forskerne bag studiet har kunne observere forskellene selv 30 år efter fødslen. For at slå endegyldigt fast, at effekten er langvarig kræver det dog, at man følger kvinderne over tid, hvilket ikke er tilfældet i dette studie. Her har de undersøgt hjernestrukturen hos over 12.000 britiske kvinder mellem 40 og 70 år ud fra billeder fra en biobank.

Studiet er ikke randomiseret og kontrolleret, hvilket betyder, at forskerne ikke nødvendigvis kan udelukke, at der kan være andre faktorer, som kan påvirke forskellen i kvindernes hjernealder. Men i studiet har man forsøgt bedst mulig at kontrollere for psykiske- og fysiske sygdomme, etnisk oprindelse, uddannelsesniveau og genetik, ligesom forskerne nu vil udvide studiet med undersøgelser af kvinder før, under og efter graviditet.

Læs også: Momnesia er ikke en myte

Moderskab påvirker også hjernen negativt
Det er ikke første gang, at studier har påvist, at det at blive mor påvirker hjernen. I begyndelsen af 2018 konkluderede en række australske forskere for eksempel modsat, at “babyhjerne” eller “momnesia” er en realitet. De påviste nemlig, at graviditet kan have indflydelse på gravide og nybagte mødres hukommelse, koncentrationsevne, rumopfattelse og sprog- og problemløsningsfærdigheder – alle evner, som er knyttet til hjernen.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilde: Forskning.no, Alt Om Børns artikel om momnesia